103
vilde have gjort saa godt, tænkte han, om hans Mor kunde have gaaet og pylret lidt om ham, nu saalænge det var saa koldt og mørkt.
Han naaede Faderens Gaard Lillejuleaften. — Han var kommen med Skib over Kattegat og paa Dæksplads. Det var den billigste Maade at rejse paa. Saa var han bagefter gaaet to Mil inde fra Banegaarden og hjem. Det var ved at blive mørkt, da han naaede Gaarden. Karlene havde Lugerne slaaede op til Tærskelo og Foderlo, og Hans gik rundt om Gaarden som en fremmed Vandringsmand og saae, at de alle stræbte efter at gøre sig færdige før den sidste Rest af Dagslyset svandt — og for at komme ind til Mellemmaden.
Selv var han saa sulten, at Tarmene skreg i Livet paa ham, det var et Døgn siden han havde spist, og han saae tydeligt for sig de store Rundtenommer derinde paa Bordpladen — saa tydeligt, at han gerne kunde have bidt i en Mursten for at fornemme noget mellem Tænderne. Men han vidste jo, at de sibiriske Myndigheder havde underrettet hans Far om, hvor han sidst havde været, og det gjorde, at han betænkte sig paa at vise sig.
I det samme han hørte Folkene gaa over Stenbroen og ind til Mellemmaden fik han Øje paa Faderen. Han kom frem i Risthuslugen og stod dèr i Halvmørket for at flette sig et Par friske Halmvisker til sine Træsko.
Hvad der skete her mellem Hans og hans Far, det vilde han ikke nu gøre stort Væsen ud af. Faderen vidste, at Sønnen havde været straffet, hvorfor og
