106
Ja, det fik Hans Goul nu aldrig noget at vide om, for hverken Jens eller Dorthe kunde kende ham. De stod saa lyslevende i hans Erindring fra Barndomsdagene, men de havde ikke set ham siden han gik i Landsbyskolen, og han havde været baade paa Latinskole og i lang Handelslære, og nu sidst i Sibirien, saa der var vel ikke meget af den hjemlige Skoledreng igen. Jens og Dorthe hørte jo heller ikke til den Del af Slægten, som Hans Goul havde gjort Besøg hos, naar han kom hjem i Ferierne, og heller ikke til dem, han blev budt til Gilde sammen med. Et stort Skæg havde han lagt sig til, og var, som Dorthe havde udtrykt sig, "begyndt at blive skaldpandet i Nakken".
— De kendte mig ikke, nej, — sagde Hans, — men de tog udmærket imod mig. Jeg fik Mad og Øl og Kaffe, lige saa meget jeg kunde sætte til Livs, og Lov til at blive der Natten over. Og da de hørte, jeg var en fattig og hjemløs Fyr, var der ikke Tale om andet, end at jeg skulde blive Julen over hos dem. Det var da Kristenfolk, jeg var kommen til, sagde de, jeg maatte da endelig ikke tro om dem, at de saadan vilde jage et hjemløst Menneske ud lige til den hellige Højtid.
Ja, saa blev jeg.
Jeg havde mange Gange i det Fremmede længtes efter min Moders Søsterkage. Naa, Dorthe var jo ikke for ingenting af Slægten, da jeg snakkede om hvilken dejlig Kage, jeg havde faaet i min Barndom, saa kunde hun godt bage mig saadan en, og da der bare var det i Vejen for hende at hun manglede en Del af det,
