117
end nogen dog de Mænd, der havde med Egnens Handel og Pengesager at gøre; for han var den rigeste Bonde i mange Mils Omkreds.
Det skulde nu ingen kunne se paa Laust, hverken hans Paaklædning eller hans "Framtræden" viste noget saadant.
Tværtimod.
Han var tarveligere og mere slusket i Tøjet end den fattigste Arbejder og mere plump og ubehøvlet af Væsen og Lader.
Men det var vel just denne Modstrid mellem hvad han ejede og hvor lidt han lod det skinne, der gjorde ham berømt.
Ja, og saa det, at han var Ejeren af Toftegaarden.
— Naa, saa hørte han altsaa til dem, der boede der Norden for "Stiftsgrøften", — kunde en uindviet træffe at slutte.
— Nej, det gjorde han ikke.
— Jasaa, var der nu kommen en Mand til Toftegaarden, der hørte til Søndenfor?
Men da kunde de ryste paa Hovederne og briste i Skoggerlatter.
For Laust hørte jo ikke til hverken her eller der, — hverken i Nord eller i Sønder.
— Hvordan Pokker er det dog gaaet til, at han har faaet fat i Toftegaarden? — kunde Folk spørge, naar de første Gang saae Laust Vinding, — den herlige, vidtberømte Gaard?
— Ja, og kommen til alle de mange Penge? — spurgte andre, naar de fik at høre om hans store Rigdomme.
