124
ussel grønmalet Kasse af en Vogn, der var Laust Vindings Karet.
Det Hele lignede mest af alt et Sildeprangerkøretøj, — i hvert Fald kunde Laustes Vogn ikke lide noget ved Sammenligningen! men de fleste syntes vist Kareten og Laust passede godt nok sammen.
Laust Vindings Hænder var ligesaa vældige som Fødderne. Derfor, naar man ved Gildes-Lejligheder regnede med at skulle have ham til Bords, gav man ham Plads for to, hvad der ikke var for meget. Skulde han bruge disse Skovlsblade til Griberedskaber paa den Maade, det passede ham, saae man straks, der maatte et Par Alens Rumfang til. Og han gjorde jo i Reglen kun ringe Brug af Kniv og Gaffel, men desto mere af Fingrene og guffede i sig som et graadigt Bæst.
Ingen kan derfor andre sig over, at det var en tvivlsom Fornøjelse at bede Laust til Selskab, — og dog heller ikke over at man alligevel gjorde det; thi Laustes Velstand voksede stadig, og den Rige besidder jo altid noget, som der saa let kunde blive Brug for.
Desforuden var der jo alle Laustes mange Stedbørn. Da de var kommen i en mere moden Alder, indsaae de godt, at de ikke skulde lukke Stedfaderen ude, naar de samledes. Og da de jo var hans Jævnaldrende, havde Familjekredsen videt sig ud i flere Ringe. De havde faaet baade Børn og Børnebørn, som havde Gaard og Hjem, og Laust Vinding var som en selvskreven Gæst ved alle deres Familjegilder.
Dog skal det siges, at det var ikke noget, der skete saadan ren og bar paa Beregning. Slet ikke. Men der
