132
med de Tider, det senere var bleven, være Prisen værd, skønnede Laust.
— Nu var det en Septemberformiddag, Laust gik i Marken og havde Opsigt med baade Folk og Fæ, som han plejede, og tog foruden sin solide Tørn med ved et eller andet Stykke Slidearbejde. Og midt i satte han sig for, at han vilde til Mors — nu lige med det samme skulde det være.
Han lagde Skovl og Greb tilside, gav sine Ordrer til Folkene og tog sin gamle Krikke ved Mulen hjem til Gaarden. Dèr stod jo den grønmalede Fiskerkasse i Porten, lige til at spænde Dyret for og slænge sig selv op i.
Og saadan kom det ogsaa til at gaa.
Uden at spilde Tiden paa at vaske eller pynte sig rullede Laust afsted, akkurat som han gik og stod. Tøjet lappet og steppet og ikke fri for Huller, tillige dygtigt gennemtrukket af lange Tiders Sommersved. Ingen Jakke, ingen Ting om Halsen, ikke en Gang de fladbundede Træsko tog han paa. Han nøjedes med de skævpløsede Stunthoser paa de snavsede, skorpede Pladefødder, trykkede den velkendte Kabuds godt ned i Nakken; saa var han i Orden til Udflugt.
Et Par Timers Tid efter var han ved Færgestedet, hvor han spændte fra og lod sig færge over til Mors. Og her kunde man saa lidt efter se det mærkelig store, føre Mandfolk pampre ind over Købstadens toppede Brosten. Hvor der var spenderet en Smule Gadeflise, sagde Stunthosefødderne Plask i Plask saa højt, saa Folk kunde høre det ind igennem de lukte Vinduer. Det var ikke saa faa af Byens Borgere, der listede ud
