146
— Pyt med hendes halvfjers Aar, desto før kunde han blive Ungkarl igen.
Anders i Pilgaard havde en Søster, der laa i Vuggen endnu. Om der kunde være Held ved det, kunde hun saa ikke nok faa en anden af Laust Vindings Stedbørn? Henrik Toftegaard i Dalby f. Eks.? — Han var nok ældre endnu end Hanne ved Højen, men Enkemand det var han da. — Og at han paa sine gamle Dage var kommen til Skade med det ene Ben og haltede stærkt — sødeste Børn! hvad gjorde da det. Oknej, de kunde jo bare lægge en Stabel Specier under det stakkede Ben, — se saa bitte Folkens, saa var der saamæn aldrig een, der kunde se, at der var nogen, der enten hinkede eller haltede, aldrig een.
Saadan løb Munden, og da man nu først havde faaet Kværnene slaaet i Gang om Laust Vinding blev man ved at lade den snurre.
Det var et taknemligt Emne, — alle de Snese af Emter og Skrøner, der løb rundt om ham, der kunde altid blive noget at faa Lungerne rystet ved. Man kunde godt bruge de gamle, især naar man havde Vid og Snille til at fikse lidt paa dem. Der var netop ikke noget, der kildrede bedre end saadan en velrepareret og udvidet gammel Kending af en Historin. Og paa Laust Vinding var der jo frit Slag, ham knndlo de allesammen — og han saa ens ud i alles Øjne.
Men saa bedst som alle disse lystige Spøgefugle sidder der og flannier og vrøvler, saa er der en af de ældre der rejser Hovedet op fra Brinken, hvor han laa, — Jørgen Damgaard var det, ham med den skæve
