153
Men da de saa stod derinde i det lille bitte Rum, da saae Lise til sin Forundring ikke andet end en gammel Mand, der sad tung og rolig i sin Stol med Hænderne foldede over sine Knæ og den store fedtede Kabuds trukken frem over Øjnene. Han saae ud, som var han meget træt, og kanske havde han netop siddet og blundet lidt, da de kom — saadan ligesom den gamle, blinde Bedstefar hos hendes smaa Veninder hjemme paa Nabogaarden.
Da syntes Lise jo ikke der var noget saa forfærdeligt ved ham. Tværtimod. — Hun fik Lyst til at være god imod den gamle Mand.
Hun fik at se der stod en bitte Tallerken med et Par Stumper solstegt Smørrebrød paa Hjørnet af hans Bord, Osten var helt krum og pindetør og Smørret smeltet bort, det saae saa haardt og fattigt ud, og Lise kunde se, at ingen af hendes Bedstemødre kunde spise saadan en Mellemmad, for naar man blev gammel saa havde man næsten ingen Tænder, og saa kunde man jo heller ikke tygge tørt Brød.
Lise gik saa hen og stillede sig op ad Laust Vindings Knæ:
— Min Moster ovre i Blidegaard, hun har saa mange Kager, saa mange Kager, — sagde hun.
— Har hun det? — sagde Laust og gav et Par Grynt.
— Ja, og hun har ogsaa Duesteg og Syltetøj. —
— Sese, har hun det min bitte Pig', — har hun det? —
Laust havde et groft, tykt Mæle. Det var ikke megen Venlighed, der kunde lægges i det; men saa me-
