157
man læse saa meget, sagde hun, hvis man forstod sin Kunst rigtigt, — dog var det en Betingelse, at de ikke maatte lukke Øjnene, men se lige paa Ann', mens hun gjorde dem visse Spørgsmaal og spaaede.
Men Indledningen til disse Spaatimer var næsten altid ens.
— Aa, Ann' Lykke, sig mig nu om han har krøllet Haar? —
— Aa, Ann' Lykke, sig mig nu om der er en Fjedervogn eller der ikke er andet end en Holstenskvogn? —
— Aa, Ann' Lykke, sig mig nu hvormange Skorstene, der er paa Salsen? — eller saa.
Saa kunde Ann' rokke utaalmodigt paa Hovedet og slaa afværgende ud med Haanden:
— Aa, Vis-vas, Børn! — Hvor I snakker, hvor I snakker! — Og saa foldede hun Hænderne over sin store Mave og saae gravalvorligt paa dem:
— A ved een Ting, Piger, og det er, te' vi skal aall'sammel dø! —
— Saah. — Nejse. — Det havde vi skam slet ikke tænkt os! —
De sad med stive forlængede Aasyn, de smaa skalkagtige Bæster og smilte indvendig saa de klukkede derved.
Det skulde jo til, det dèr, — det Dødssvar maatte de igennem, før de kunde gaa videre.
Men da det nu gik saadan, at en hel Del af det de Unge ønskede Besked om hos Ann' Lykke paa een eller anden Maade kunde sættes i Forbindelse med det lille indmurede Pengeskab derovre paa Toftegaarden, saa blev det i en Aarrække Skik at svare:
