161
En Fremmed var der dog i Forsamlingen, som straks faldt i Øjnene. Det var en vældig lang Ka'l med Uniform og guldtresset Kasket.
Det hed sig, han var Herredsfuldmægtig, og det var nok ham, der havde Testamentet i Forvaring.
Men forresten var der et Par af Stedbørnene, som allerede før Begravelsesdagen var bleven sat ind i Ordlyden af Laust Vindings "sidste Vilje", og som straks efterhaanden som Arvingerne kom til Gaarde meddelte sig videre:
Der var rundt taget en kvart Million efter ham og saa den store Gaard, og det var jo ogsaa saadan omtrentlig hvad de pengeforstandige af Selskabet havde tænkt sig. Man vidste altsaa straks, hvad man i Hovedsagen havde at holde sig til, og de forskellige Led af Slægten kunde da i al Stilhed lade Tankerne regne over paa Delingssummerne.
Man forstaar da, at den bebudede Aabning og Oplæsning af Testamentet efter Middagsmaaltidet ikke kunde være forbunden med nogen stor Spænding! Man var jo saa nogenlunde inde i Sagen.
— Eller med Overraskelser?
Aanej, saamænd.
— — Og alligevel — —
Man havde faaet ryddet hele det lange gamle
Stuehus i Anledning af det store Gildesmaaltid, Væggene
omkring i Rummene var bleven pudsede og hvidtede,
nye Gulvbrædder lagte og Ruder sat ind i alle de søn-
