166
og det kunde da ikke siges andet, end dette her var en hel nem Maade at komme til dem paa.
— Naa, nu var Uniformsmanden nok snart færdig, de havde faaet det hele vedrørende Penge, Renter, Obligationer og Aktier, ogsaa alt, hvad der angik Besætningen og hvad Laust vurderede de enkelte Dyr til, o. s. v. Nu bladede han om og kom paa sidste Side af Papiret. Det kunde ses, idet han vendte Bladet, at der var kun lidt igen. Siden var omtrent hel hvid.
Et Par enkelte Linjer stod der oppe paa øverste Rand; nu kom de:
— Laust Vindings to Brødre og hans Søster skulde hver have to Hundrede Kroner. —
Det var det hele.
Ja, det var det hele; men se hvor underlige Folk
paa en Gang blev.
De fik saadanne sære, urolige Fagter paa sig, og der lød Rømmen og Næsepudsen til alle Sider. Blikkene gik heller ikke ad de lige Veje, men skulende og skraat frem. Kort, der var kommen noget løjerligt forfjamsket over Forsamlingen, ja, noget næsten fjottet.
Naturligvis havde man lagt Mærke til et Par underlige tunge Ka'le, der havde været med ved Begravelsen, — Søsteren, vidste de gamle i Forsamlingen, var lam i begge Ben og kom aldrig ud — de lignede godt nok Laust Vinding, de to, var i tykke Vadmelsklær af et skrækkeligt gammeldags Snit, ligesom Laust havde
