21
han saadan omkring i Teksterne? De rigtige bibelfaste i Menigheden havde ogsaa lagt Mærke til, at han, da han læste op af Epheserbrevet, var sprunget over et Ord: "Men Horeri og al Ureenhed lader end ikke nævnes iblandt Eder" havde han læst; men der stod da een Ting til: Gjerrighed. Hvorfor havde han ikke taget det med? Vilde han tale til dem over et Emne, der ikke havde Plads til Gjerrigheden?
Ja, hvad var det med Provsten? Hvad grubelerede han paa?
Vel var det kendt, at han ved disse Onsdagsprækner i Fastetiden imellem kunde faa i Sinde omtrent helt at lade Salmebogens Bibeltekst ligge og i Stedet tage fat paa et eller andet, som han paa sin Gang iblandt sine Sognebørn havde faaet i Tankerne. Men var det saadanne Planer Provsten stod og tumlede med, saa gid han da snart vilde komme i Gang, for det plejede altid at blive nogen svært gode Prækner, der blev ud af det.
Naa, nu rettede han sig i sin fulde Højde deroppe under Prækestolens gyldne, svævende Krone, alle hans Papirer blev skubbet til Side, han drejede sig om, han fik Ansigtet lige ud og kunde nu, næsten uden at røre Hovedet, se udover alle sine Tilhørere.
Og saa begyndte han, i en egen, paa eengang inderlig og dagligdags Tone, at tale til dem:
"Der er et gammelt Ord, som I her i Sødalen bruger saa tit, og som I alle kender saa godt. Det lyder:
"Skik Jer vel, det spørges mindst."
Saadan har Jeres Forældre talt til Jer, da I var Børn og Unge, og saadan taler de Gifte iblandt Jer
