22
nu igen til Jeres Børn og Unge, — til Børnene naar I sender dem hen paa et fremmed Sted, maaske bare herned i Skolen, — og til Jeres Unge, naar de skal ud at tjene, eller naar de skal forlade Fædrehjemmet for at fæste fast Bo et andet Sted, — ja, og blot naar de skal drage til Købstad til Marked, eller naar de skal køre bort til Gilde eller Dansestue, bestandig er det dette Ord, I giver dem med paa Vejen: "Skik Jer vel, det spørges mindst."
Og Provsten fortsætter, han fortæller dem om, hvad Indtryk det gjorde paa ham, da han kom der til Egnen og første Gang hørte dem bruge Ordet, hvordan han med det syntes ligesom at se saa meget af sine Sognebørns Væsen aabenbare sig for ham. Var ikke næsten alle Sødalsfolkenes Færd som præget af dette gode gamle Ord, kunde man ikke som læse det ud af deres Klæders og af deres Væsens Ligefremhed og høre det i Klangen af al deres Tale?
— Provsten mente jo.
De vilde netop ikke Egnen skulde fyldes med larmende Snak om dem og deres, men ønskede af Hjertet, at alt maatte "spørges saa lidt som muligt". — Ja, han vilde gaa videre endnu, thi han vilde sige, at selv naar de fejlede og faldt, selv da var det, som der stadig fulgte dem et Skær af det gamle Ord, det, der havde lydt fra Slægt til Slægt, ingen vidste gennem hvor mange Led: Det skulde gaa stille af.
— Men se, talte han videre, om det nu skete, at der til en saadan Egn kom nogle Mennesker fulde af Letfærdighed og Ryggesløshed, nogle, som stik imod det gamle Ord, syntes netop at ønske, at deres skidne Lev-
