Side:Mens Aarene gik.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

23

net skulde rygtes saa vidt som muligt, hvordan vilde deres Færd da tage sig ud et saadant Sted?

Ja, det vilde jo syne af den omtrent som af gloende Jærtegn paa en fredelig blaa Himmel, og ingen vilde kunne undgaa at faa Øje paa den. Og hvordan vilde saa Tilskuerne tage imod det, de saae? Vilde de ledes ved det letfærdige Levnet? Vilde de faa Afsky for den ravgale Ryggesløshed? Eller vilde de kanske, netop fordi det var saa uvant et Syn, fristes deraf og følge efter?

— — Provstens Tilhørere havde under denne Tale hidtil siddet med løftede Hoveder og stirrende Øjne, — somme havde ogsaa glemt at lukke Munden — og alt hos dem aabenbarede en spændt Lytten efter Røsten, der lød deroppe fra "Stolen". — Nu slappedes Ansigterne og Hovederne gav som et Duk fremefter, — næsten som vilde de sende et bekræftende Nik derop til Provsten: Ja, det er sandt, hvad han siger. Letfærdigheden har holdt sit Indtog i vor By, og den vildeste Ryggesløshed boer nu lige midt iblandt os.

Thi nu var de ikke i Tvivl om, hvor han vilde hen, den Gamle: Det var de halvgale, usædelige Mennesker, der holdt til dernede i Gyvelgaarden, Provsten havde i Tankerne, og det skulde han da have saa fuldelig Ret i: De teede sig ikke, som de var optugtede med det gamle, ærværdige Ord, han i Dag lagde ud om, det Ord alle i Sødalen lærte fra Smaa. — Hæ! det var næsten, som gik der et lille dulgt Knisten igennem Tilhørerne blot ved at tænke Tanken. — Naa — ja — og dette her Ord "Gjerrigheden" — som han glem-