Side:Mens Aarene gik.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

24

te eller sprang over i Epheserbrevet. — — Nej, sandelig om der var Brug for det her! — Hæ!

Saa satte Forsamlingen sig mere mageligt tilrette omkring i Stolene. — Ja, den Tekst om Gyvelgaardsfolkene, den kunde nok føjes sammen med den om Petrus og Judas slette Handlinger og med Stykket af Brevet til de Ephesere, og det skulde blive ret en god Stund at sidde stille her og lytte til, hvad Provsten nu ved sin Udlægning kunde finde at sige derom.

Og saa prækede Provsten.

Han talte i vægtige Ord om de daarlige Menneskers Vanartethed og den Smitte, der kunde udgaa fra dem, han talte om Syndens Sold og om den Straf, der ventede de fordærvede, — dog ikke saa meget om Straffen hinsides, men den, der fulgte efter allerede hernede, hvad enten det nu gik som for Judas, at Angeren kom og overmandede dem, eller det kom paa den Vis, at deres Medmennesker holdt Dom over dem og lukkede dem ude fra deres Samfund. —

Saadan talte han, deres gamle Højærværdighed, og Tilskuerne sad andægtige og lyttede til hans Ord, og de følte sig baade vejledede og opbyggede ved dem.

— — Ja, paa Prækestolen var det Provsten, der talte; men bagefter — bagefter var det Sødalsboerne.

Og det blev langt fra den Fasteonsdag alene, at Gyvelgaardsfolkene maatte holde for rundt omkring paa Sognets lange Kirkeveje. Nej! Deres Liv og Levnet gav Snakkestof nok næsten hele Aaret, og hver Dag omtrent havde sin Gyvelgaardsnyhed at bringe. Saadan havde det jo været lige siden den November,