27
jo den Fornøjelse, det vakte hos Gæsterne og Forældrene, naar det lykkedes.
I den Slags Glædesstunder var det, at Frants ofte klappede Drengen paa Skuldrene og i rusig Triumf sagde de Ord, som Egnens Folk siden saa tit kom ihu:
— Den her bitte Ka'l, ham kan der bliv' noget til, naar han bliver stor! —
Og saa slog han i det samme saa bredt ud med Armen, som viste han ud over alle Gyvelgaardens udstrakte Agre, høje Huse, fulde Kister og det indmurede, brandfrie Jernskab, der var stopfuldt af gammelt Sølvtøj.
— Den her bitte Ka'l, ham kan der Dælen—danse—mig! bliv' noget til, naar han bliver stor!
— —
Men ved det Leben, der nu førtes i Gyvelgaarden, var det jo klart for alle, at der ingen Velstand kunde forøges, ja, ogsaa at det snart maatte gaa den modsatte Vej.
Frants og Kjesten havde da heller ikke regeret mere end et Par Aar eller tre, før de rede Penge var opbrugte.
Saa begyndte de at spille om de gamle Sølvsager, en Gang imellem gik der ogsaa en Ko eller en Stud i Løbet, ja en Gang endda to smukke røde Heste, som Egnens Folk længe havde skævet efter med Beundring og vurderet til 1000 Rigsdaler, hvad den Gang var en meget høj Pris.
Nu var det et Par fordrukne Halvbisser, der vandt dem, en Slagter, der mest "slagtede" selvdøde Krea-
