31
Det var jo, som det var en Spøgelsesild, de saae.
Huff! — Aldrig saalænge nogen kunde huske havde det da været andet end Grimhed og Uhygge, der stod ud fra den Gyvelgaardsbakke.
Det var over den Tid, da Store Povl sad der og bredte sig og kradsede til sig og fik Snese af fattige og gældbundne Mennesker til at ryste og bæve for sin Griskhed. — Det var over den mørke, sludfulde Efteraarsaften, da den skikkelige Niels forsvandt. — Det var over de lange, sorte Vinternætter, da de maatte tænke paa, at han skulde ligge og skvalpe derude paa Bunden af den frosne Sø, mens Kjesten og hendes krølhaarede Makker laa og gantedes derhjemme i Gyvelgaardens velstoppede Dundyner. — Og det var over de Snese af Gange siden i Tiden.
Huff — ja. — Nu stod de der omkring ved Husgavlene og gussede sig, mens Grimacer af Væmmelse og Gru skiftede i deres Ansigter. — At kaste Øjnene i Retning af Gyvelgaarden, det var da ogsaa altid det samme, som at faa en isnende Gussen gennem Kroppen! — Huff — ja!
III
Bitte Niels Povlsen gik i sit fjortende Aar, da Gyvelgaarden brændte.
Han var berygtet for sin skrækkelige Vanartethed baade i og udenfor Sognet. Han reves og sloges hvor som helst han kunde komme til, han gik altid med en lang, kvulmende Pibe dinglende i Mundkrogen,
