34
Provsten var den Gang endnu en rigtig Kraftkarl, skønt Haaret var begyndt at graane, og Benene lystrede ham ogsaa vel. Han var nu ikke i Tvivl om, hvem Fløsen var han havde for sig, og han satte bagefter. Det skred godt for dem begge to, dog bedst for den mindste, men idet Knægten snublede over en Gyvelbusk naaede Provsten ham og greb ham i Skuldrene, saa det kunde fornemmes; derpaa løftede han den tunge, brune Stok med Sølvknappen, han altid gik med og brugte den, saa det duede!
Det var første Gang bitte Niels Povlsen fik Hug af et roligt Menneske, der vidste, hvad han gjorde, og hvorfor han slog.
Til at begynde med sparkede Fyren fælt om sig og brugte en raa Mund, raabte Eder og sjofle Ting i et Væk. Men saa tog Provsten og bandt ham sit Lommetørklæde i Munden som en Knebel, saa han hverken kunde snakke eller skrige.
Saa maatte han jo holde inde, og Provsten brugte atter Stokken — der hvor Niels havde klappet saa indbydende ad ham.
Da varede det ikke ret længe, før bitte Niels forstod, at dette her, det hørte ikke op, før han bad om Godtvejr. Det kneb jo noget for ham, men han gav sig.
— Javel, min Dreng — sagde Provsten, da Niels vinkede af — lad os saa holde op med dette her. Han rettede Ryggen og hængte Stokkens Læderstroppe paa en Frakkeknap. — Men saa maa vi to vist se at faa snakket lidt sammen, inden vi skilles.
En Stund stod de nu og pustede ud begge to, ret-
