35
tede paa Klæderne og snød Næserne. Knægten tørrede sig ogsaa over Panden med den frie venstre Haand og purrede stærkt op i det sorte, krøllede Haar.
Provsten havde ikke sluppet sit Tag i den højre Arm, og det beholdt han ogsaa fremdeles. Men Knebelen løste han dog af ham.
Noget efter gik de sammen op paa et nærliggende Bakkedrag, hvorfra man kunde se meget vidt omkring, og her gav Provsten sig til at vandre frem og tilbage med Niels Povlsen ved Haanden. Han gik med faste lydelige Skridt og satte den tykke, brune Stok sikkert til i den haarde, flintestensstrøede Bakke.
Han var hel tavs.
Det var som han vilde sige, lad os to nu bare gaa her i al Rolighed og se os omkring og samle vore Tanker, for det kan vi vist trænge til.
Høsten var omtrent forbi den Gang, nogle Efternølere kørte Rivning hjem dernede i Dalen, og Vogterdrengene skyndte sig til Marks for at flytte sidste Gang. Det var stille og smukt Vejr. Solen skinnede varmt og glansfuldt ind over Bakkerne og Søen.
Omkring i Hjemmene tændtes op til Nadverkogning. Røgen stod lige til Vejrs fra Skorstenene, og ved Husgavlene kunde man se Gamle og Indendørsfolk komme listende ud for at se sig om.
Hele Egnen tegnede sig saa fredeligt og kønt, men om nogen af de to Vandrere havde Øje for det, beholdt de deres Indtryk for sig selv.
— Da Provsten og Niels havde vendt nogle Gange i Tavshed fik Højærværdigheden dog Munden paa Gled, og med sin klare klangfulde Røst gav han sig
