47
dem, "Jens Røver", endda flere Gange. En af dem, den forholdsvis skikkelige Thommes Vendelbo, var allerede kørt træt. Han laa under Bilæggerovnen og snorkede. De havde en stor, rød Dunk, der kunde tage en fem, seks Potter, og den havde været sendt til Købmanden en Gang, siden Gæsterne samledes.
Nu var den tom igen; men de bandte og galede, — Kjesten ikke mindst — at de kunde drikke mere endnu. Dunken skulde sendes afsted igen, der var ikke Tale om andet, og "Jens Røver" blev dømt til at gaa med den.
Det var jo langt over Sengetid nu, saa Købmanden var selvfølgelig i Seng for længe siden; men naar Jens kom og navngav sig, saa stod han nok op og fyldte dem Dunken. Thi Jens' Forlangender sagde Folk ikke gerne Nej til, — medmindre der var rigeligt af fuldvoksne Karlfolk ved Haanden.
De fik ogsaa Dunken frem, og Jens tog et Tag i Hanken; men den var tung, som den var, og vilde blive værre, naar den blev fyldt. Han var jo ikke helt sikker paa Benene, "Jens Røver", og vilde derfor have det saadan, han kunde tage Dunken paa Nakken. Det vilde lette ham Byrden.
Det gjaldt saa om at finde en Strikke, de kunde binde i den, og de rendte rundt og ledte og ledte og kunde ingen Snor finde.
Hvor skulde de nu faa en Strikke fra!
Ja, hvor Fa'en fandt de nu en Strikke!
De halvfulde Folk rendte og bandede og hujede fra Stue til Køkken, fra Køkken til Forstue, og lige lidt hjalp det.
