85
Aanden er vel redebon, men Kødet er — Kødet er — skrøbeligt."
Niels Olesen pustede svagt. Hans pumrede Hænder foer i rastløs Famlen omkring den sorte Bibel, der laa foran ham. Han saae noget febrilsk ud, og gned med Lommetørklædet paa Panden, som skulde han pudse en Thekedel. — Men altsaa, begyndte han paany, jeg siger Eder, mine elskelige Venner i Christo, Gud forbarme sig over os og være os naadige; — eller — jeg siger, vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse, — men hvis I falder, da gak ind i Lønkammeret, som skrevet staar, og bed i Løndom, bed, bed! — Ja, kære Brødre og Søstre i Herren; — her standsede han lidt, han havde staaet og stirret temmelig vildt ud over Bordet, nu løftede han sine Øjne mod Himlen, lagde den højre Haand fladt mod Brystet, og derpaa lød det med en saa salvelsesfuld Messen, at den rystede af Grebethed: — Kære Venner, kære Brødre og Søstre i Herren. Lader os slukke Lyset og holde en stille Bøn!
Og dermed udpustede Niels Olesen Tællelysets gule Flamme.
— Det gav som et hørligt Kvak i Forsamlingen: Noget saadant var ikke sket før. Nej.
Men der var ingen, der udtalte sig, og kort efter kunde man høre en hviskende Mumlen rundt om Bordet, hvad jo godt kunde være "en stille Bøn".
.... Stafen Søvsø, der sad for den anden Bordende, var forholdsvis ny i denne Forsamling. To, tre Gange før var han mødt. Der var vist ingen af "den lille Flok", der havde stor Tro til, han for Alvor vilde be-
