86
flitte sig paa at blive værdig til Optagelse blandt Guds Udvalgte. Men saadan var det jo med flere, og skubbe Synderen uprøvet bort var ikke christeligt, da "intet var umuligt for Herren".
Stafen Søvsø havde opført sig pænt ved de foregaaende Forsamlinger, han havde deltaget i, kanske da Helligaanden alt havde begyndt at virke med sin Kraft i ham og omsider kunde gøre ham til en rigtig Broder i Christo.
Ellers maatte det jo siges, at Stafen var mest kendt paa Egnen som en uforbederlig Spøgefugl, hvis Løjer ikke sjældent var nær op til Skarnagtigheder.
En af hans velkendte Fornøjelser var at overliste og overrumple Landsbyens Kærestepar.
Til Brug ved denne Geschæft havde han anskaffet sig en lille Blændlygte, en saakaldt "Tyvelygte", som han om Aftenen altid gik rundt med, skjult i en indvendig Jakkelomme.
Paa en Søndag Aften var det selvsagt, at Stafen havde Remediet med sig. De Helliges Møder plejede oftest at slutte ved jævn borgerlig Sengetid, og just den Tid var jo som oplagt for Stafens Bedrift. For ham, der nøje kendte alle Byens lønlige Smuthuller, skulde det gaa svært mærkeligt til, om der ikke, en Søndag Aften ved Sengetid, "var noget at gøre".
Stafen havde Lygten i Lommen som han plejede, og da Forsamlingen en halv Snes Minutter havde siddet i Mørke og tilbragt Tiden med denne hviskende Mumlen, der maatte tænkes at betyde Bøn og Paakaldelse, har han formodentlig siddet og kedet sig, eller han har følt sig trykket af ikke at kunne bruge sine
