87
smaa, aarvaagne Øjne? — I hvert Fald, han havde listet Lygten frem, og Svift! — før nogen kunde ane noget, glimtede et Lysskær over det lange Bord og rundt paa hele Forsamlingen.
Naa, — de fleste sad som venteligt var med andagtsfulde Miner og fromt foldede Hænder.
Men oppe for Bordenden saa det ikke saa godt ud. — Altsaa, Niels Olesen og Landhandlerens Karine, de to havde fundet hinanden, og som de sad, da Lysskæret strejfede dem, var det dem ikke muligt at folde Hænderne.
Var der nogen i Forsamlingen, der havde haft Mistanke om, at Niels Olesen sad med Karine fastsluttet i Favnen og hun med Armene om hans Hals? — Det saae ikke ud til det. — De saae saa redeligt forbløffede ud, saa helt overvældede, at der var flere, som havde glemt at lukke Munden, og de kunde ikke faa Øjnene fra Broderen og Søsteren for Bordenden.
Men Stafen havde rejst sig op, hans smaa, grønne, paapasselige Øjne løb rundt til enhver i Forsamlingen: — Hm, ja, det er lidt lummert i Aften, — sagde han — og det er saa meget nogen grimme Blaaner, der trækker sammen i sydøst.
Saa holdt han Lygten til Vejrs, og saadan med løftet Haand tog han til at messe: — Karine, du min elskede Søster i Herren! saa haver da altsaa, som alle har set, "Brudgommen" besøgt dig, og jeg siger Eder, Niels Olesen og Karine, gak nu hellere ind i Jert Lønkammer, at det maa fuldbyrdes, som skrevet staar, de to skulde vorde til et. — Amen!
Endnu en lille Stund blev Stafen staaende dèr for
