13
Mogens.
»Aa, sæt Dem lidt mere til den Side, ellers kan vi ikke komme til at ligge lige. Nej! det er saa rimeligt, det er slet ikke fine Bøger, det er nogle, man kjøber paa Markederne af Visekoner.«
»Det var da underligt; læser De altid saadanne Bøger?«
»Altid? Jeg læser ikke mange Bøger mellem Aar og Dag, og jeg holder egenlig mest af det Slags, hvor der er Indianere i.«
»Men Digterværker? Oehlenschläger, Schiller og de Andre?«
»Jo, jeg kjender dem nok; vi havde et helt Skab af dem hjemme, og Frøken Holm — min Moders Selskabsdame — læste højt af dem efter Frokost og om Aftenen; men jeg kan ikke sige, jeg syntes om dem — jeg kan ikke lide Vers.«
»Ikke lide Vers! — De sagde havde, lever deres Fru Moder ikke?«
»Nej, og min Fader heller ikke.«
Dette blev sagt i en noget mut, afvisende Tone, og Samtalen standsede for en Tid, og lod de mange smaa Lyde, som Baadens Bevægelse gjennem Vandet frembragte, høres tydeligt. Frøkenen brød Tavsheden:
»Holder De af Malerier?«