49
Mogens.
ikke plage Dig om at blive saameget som en Time til.«
»I ere nogle Hunde, I Fruentimmer! I har ikke Ære skabt i Livet, om man saa sparker jer bort, kommer I krybende tilbage igjen.«
»Ja, ja vi gjør, men saa bliv i Dag — hvad — bliv!«
»Bliv, bliv! nej!«
»O, Du har aldrig elsket mig, Mogens.«
»Nej.«
»Jo, Du har, Du elskede mig den Dag, det blæste saa stærkt, o, den rare Dag dernede ved Stranden, da vi sad i Ly af Baaden.«
»Tossede Tøs!»
»Bare jeg var en ordenlig Pige af fine Forældre og ikke saadan En, som jeg er, saa blev Du nok hos mig, saa nænnede Du ikke at være saa haard — og jeg, der elsker Dig saadan!«
»Det skal Du ikke.«
»Nej, jeg er ligesom det Støv, Du træder paa, mere bryder Du Dig ikke om mig. Ikke et godt Ord, bare haarde Ord; Foragt, det er godt nok til mig.«
»De Andre er hverken bedre eller værre end Du. Farvel, Laura!«
