Side:Mogens og andre Noveller.djvu/73

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

63

Mogens.

mertid. Saa rejste han, og saa kom Vinteren med mørke Dage, lange Nætter og en Sne af Breve.


* * *


Lys i alle Herregaardens Vinduer, Løv og Blomster over alle Porte, pyntede Venner og Bekjendte i tæt Stimmel paa den store Stentrappe, Allesammen stirrende ud i Skumringen — Mogens var kjørt bort med Bruden.

Vognen rumlede og rumlede, de lukkede Vinduer klirrede, Thora sad og saae ud ad det ene, paa Landevejsgrøften, paa Smedens Bakke, hvor der var Primulaer om Foraaret, paa Bertel Nielsens store Hyldebuske, paa Møllen og Møllerens Gæs, paa Dalum Banke, som hun og Villiam for ikke saa mange Aar siden havde kjørt nedad i Slæde, paa Dalum Enge, paa Hestenes lange, urimelige Skygger, der jog over Grusdyngerne, over Mosehullerne, over Rugmarken. Hun sad og græd ganske stille; en Gang imellem, naar hun tørrede Duggen af Ruden, skottede hun om til Mogens. Han sad bøjet forover, Rejsetøjet stod aabent om ham, Hatten laa og vuggede paa Forsædet, Hænderne holdt han for sit Ansigt.