XVI.
DEN GAMLE BONDEKONE.
Torsdag 14. April.
Tre trætte rejsende var i den sene Aftenstund ude at søge Nattely. De drog igennem en fattig og svagt bebygget Del af det nordlige Smaaland, men en Hvileplads som den, de ønskede, skulde man dog tro, de kunde finde, for de var ikke forvænte Folk, der forlangte bløde Senge og fine Stuer. „Havde bare en af disse lange Bjergrygge en Top, der var saa stejl og høj, at en Ræv ikke kunde klatre op ad nogen af Siderne, saa havde vi en god Soveplads,” sagde en af dem. — „Var der bare ingen Is paa en af de store Moser, og var den bare saa sumpet og vaad, at ingen Ræv turde vove sig ud paa den, saa var det ogsaa et godt Nattekvarter,” sagde den anden. — „Havde bare Isen paa en af de store Søer, som vi rejser forbi, løsnet sig fra Land, saa en Ræv ikke kunde komme ud paa den, saa havde vi fundet, hvad vi søger,” sagde den tredje.
Det værste var, at, naar Solen først var nede, blev to af de rejsende saa søvnige, at de hvert Øjeblik var ved at styrte. Den tredje, der nok kunde holde sig vaagen, blev mere og mere urolig, altsom Natten nærmede sig. „Det er da en Ulykke,” tænkte han, „at vi er kommen til et Land, hvor Søer og Moser er tilfrosne, saa Ræven kan komme til alle Vegne. Andre Steder er Isen jo tøet, men nu er vi sagtens oppe i det allerkoldeste Smaaland, hvor Foraaret endnu ikke er naaet hen. Jeg begriber ikke, hvad jeg skal gøre for at Finde en god Soveplads. Finder jeg ikke et Sted, der er godt beskyttet, saa har vi Mikkel Ræv over os inden Morgen.”
Han saa sig om til alle Sider, men han saa ikke noget Sted, hvor de kunde tage ind. Og en mørk og raakold Aften var det med Blæst og Støvregn. For hvert Øjeblik der gik, blev der uhyggeligere og fælere omkring ham.
