161
Det kan jo synes underligt, men de rejsende havde aabenbart slet ikke Lyst til at bede om Husly i en Gaard. De var allerede kommen forbi mange Landsbyer uden at banke paa en eneste Dør. Ikke engang de smaa Indsidderhuse i Skovbrynet, som fattige Vandringsmænd ellers er glade ved at træffe paa, vilde de have noget at gøre med. Man kunde næsten fristes til at sige, at det var godt nok til dem at have det slemt, naar de ikke vilde bede om Hjælp der, hvor den var at faa.
Men langt om længe, da det var saa mørkt, at den lyse Stribe i Synsranden næsten var helt forsvunden, og de to, der trængte til at sove, bevægede sig som i Halvsøvne, kom de til en Bondegaard, der laa ganske alene, langt borte fra alle Naboer. Og ikke nok med, at den laa saa ensomt, den saa ogsaa ud til at være fuldstændig ubeboet. Ingen Røg steg op fra Skorstenen, intet Lys trængte ud fra Vinduerne, intet Menneske var at se paa Gaardspladsen. Da den af de tre, der kunde holde sig vaagen, saa Stedet, tænkte han: „Nu maa det gaa, som det kan, men vi maa prøve at komme i Hus her paa Gaarden. Vi finder vist ikke noget bedre.”
Straks efter stod de alle tre inde i Gaarden. De to faldt i Søvn i samme Øjeblik, som de kom til at staa, men den tredje saa sig ivrig om for at opdage, hvor han kunde komme under Tag. Det var ikke nogen lille Gaard. Foruden Stuehus og Hestestald og Kostald var der lange Længer med Lader og Loer og Forraadskamre og Redskabsskure. Men det saa altsammen forskrækkelig usselt og forfaldent ud. Murene var graa og mosbevoksede og saa ud, som om de skulde styrte sammen. I Taget var der gabende Huller, og Dørene hang skævt paa knækkede Hængsler. Det var aabenbart længe siden, nogen der paa Stedet havde været betænkt paa saa meget som at slaa et Søm i en Væg.
Imidlertid havde han, der var vaagen, fundet ud af, hvad for et af Husene der var Kostalden. Han ruskede sine Rejsekammerater vaagne og førte dem hen til Stalddøren. Den var heldigvis kun lukket med en Krog, som han let kunde løfte af med en Pind. Han drog allerede et Lettelsens Suk ved Tanken om, at de snart var i Sikkerhed. Men da Stalddøren sprang op med en høj Piben, hørte han en Ko brøle. „Kommer I nu endelig, Madmoder?” sagde Koen. „Jeg troede ikke, I havde i Sinde at give mig nogen Mad i Aften.”
Den vaagne blev forskrækket staaende i Døren, da han mærkede, at Kostalden ikke var tom. Men han saa snart, at
