171
var der næsten ikke andet at se end et fattigt Højland med mørke Granskove, brune Moser, isdækte Søer og blaanende Bjergaase. Drengen maatte sande, at det ikke saa ud, som om den, der havde skabt det, havde gjort sig synderlig Umage med sit Arbejde, men havde hugget det groft til i en Fart. Men saa man imod Nord, var det noget ganske andet. Her saa Landet ud, som om det var formet med den største Kærlighed og Omhu. Til den Side saa man lutter smukke Bjerge, blide Dale og sølvblanke Aaer, helt ned til den store Sø Vettern, der laa isfri og blinkende klar og skinnede, som om den ikke var fyldt med Vand, men med blaat Lys.
Det var netop Vettern, der gjorde det saa smukt at se imod Nord, fordi den saa ud, som om et blaat Skær havde hævet sig fra Søen og ogsaa bredt sig over Landet. Lunde og Høje og Tagene og Spirene i Jönkøping, der kiggede frem paa Vetterns Bred, laa ligesom indsvøbt i et lyseblaat Skær, der frydede Øjet. Var der Lande i Himlen, saa maatte de vist ogsaa være saadan blaa, tænkte Drengen og syntes, han havde faaet en lille Anelse om, hvordan der saa ud i Paradiset.
Da Gæssene op ad Dagen drog videre paa deres Træk, fløj de op ad den blaa Dal. De var i deres allerbedste Humør, skreg og støjede, saa ingen, der havde Øren, kunde undgaa at lægge Mærke til dem.
Det traf sig saadan, at det var den første rigtig smukke Foraarsdag der paa Egnen. Hidtil havde Foraaret gjort sit Arbejde i Regn og Slud, og da det nu pludselig var blevet smukt Vejr, blev Menneskene nede paa Jorden grebne af en saadan Længsel efter Sommer, Varme og grønne Skove, at de havde ondt ved at blive ved deres Arbejde. Og da Vildgæssene drog forbi, fri og glade, højt oppe over Jorden, var der ikke en eneste, som ikke lod det Arbejde, han havde for, hvile et Øjeblik for at se efter dem.
De første, der den Dag saa Vildgæssene, var Grubearbejderne paa Taberg, der brød Malm helt oppe ved Bjergets Overflade. Da de hørte dem gække, holdt de op at bore deres Sprænghuller, og en af dem raabte til Fuglene: „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ Gæssene forstod ikke, hvad han sagde, men Drengen bøjede sig ud over Gaaseryggen og svarede for dem: „Derhen hvor der hverken er Hakke eller Hammer.” Da Grubearbejderne hørte Ordene, tænkte de, det var deres Længsel, der havde bragt Gæssenes Gækken til at lyde som Mennesketale. „Lad os følge med! Lad os følge
