374
Han var nødt til at rejse hjem. „Hvad skal du hjem efter? Bliver du ved at længes?“ sagde Doktoren. — „Aa nej,“ sagde Klement, „nu er der ikke mere noget i Vejen med den Ting, men jeg maa alligevel hjem.“
Klement havde været svært i Beraad med sig selv, for Kongen havde sagt, at han skulde gøre sig fortrolig med Stockholm og se at finde sig til Rette der, men Klement kunde ikke holde det ud, før han havde fortalt dem derhjemme, at Kongen havde sagt dette til ham. Han kunde ikke lade være, han maatte staa paa Kirkebakken derhjemme og fortælle høje og lave, at Kongen havde været saa god imod ham, at han havde siddet ved Siden af ham paa den samme Bænk og sendt ham en Bog, og at han havde givet sig Tid til at tale med ham, en fattig, gammel Spillemand, i en hel Time for at kurere ham for hans Hjemve. Det var stort at fortælle det her paa Skansen til Lapperne og Dalpigerne, men det var jo ikke noget imod at fortælle det derhjemme!
Om ogsaa Klement skulde havne paa Fattighuset, saa blev det ikke saa trangt efter dette. Han var nu en helt anden Mand end før og vilde blive agtet og æret paa en helt anden Maade.
Og denne ny Længsel blev Klement for stærk. Han maatte op til Doktoren og sige, at han var nødt til at rejse hjem.
