XXXVII.
ØRNEN GORGO.
I FJELDDALEN.
Højt oppe mellem Laplands Fjelde laa en gammel Ørnerede paa en Afsats, der sprang frem fra en stejl Bjergvæg. Den var lavet af Grangrene, der var lagt lagvis paa tværs over hinanden. Aar efter Aar var den bleven udvidet og forhøjet og laa nu paa sin Klippehylde flere Alen bred og næsten lige saa høj som en Lappehytte.
Den Klippe, hvorpaa Ørnereden laa, overtaarnede en temmelig stor Dal, der om Sommeren var beboet af en Flok Vildgæs. Dalen var et fortræffeligt Tilflugtssted for dem. Den laa saa godt gemt mellem Bjergene, at der ikke var mange, der kendte den, ikke engang blandt Lapperne. Midt i Dalen laa en lille, rund Sø, hvor der var rigelig Føde for Gæslingerne, og paa Bredderne, der var fulde af Tuer og bevoksede med lave Pilebuske og forkrøblede Birke, var der de bedste Rugepladser, Gæssene kunde ønske sig.
I umindelige Tider havde der boet Ørne oppe paa Klippen og Vildgæs nede i Dalen. Hvert Aar røvede Ørnen nogle af Vildgæssene, men de tog sig vel i Vare for at røve saa mange, at Vildgæssene blev skræmmet bort fra Dalen. Vildgæssene havde paa deres Side ikke saa lidt Nytte af Ørnene. Røvere var de ganske vist, men de holdt andre Røvere paa Afstand.
Et Par Aar før den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, stod den gamle Førergaas Akka fra Kebnekajse en Morgen nede i Fjelddalen og saa op til Ørnereden. Ørnene plejede at drage ud paa Jagt lidt efter Solopgang, og i alle de Somre, Akka havde boet i Dalen, havde hun hver Morgen stillet sig hen og holdt Øje med, om de vilde
