376
blive i Dalen og jage der, eller de vilde flyve bort til andre Jagtmarker.
Hun behøvede ikke at vente længe, før de to statelige Fugle forlod Klippeafsatsen. Skønne, men skrækindjagende, svævede de ud i Luften. De satte Kursen ad Slettelandet til, og Akka udstødte et Lettelsens Suk.
Den gamle Førergaas var nu for gammel til at lægge Æg og ruge Unger ud, og hun plejede om Sommeren at fordrive Tiden med at gaa fra den ene Gaaserede til den anden og give Raad med Hensyn til Rugningen og Ungernes Pasning. Hun holdt desuden Udkig ikke blot med Ørnene, men ogsaa med Fjeldræve, Ugler og alle andre Fjender, der kunde tænkes at ville efterstræbe Vildgæssene og deres Yngel.
Ved Middagstid begyndte Akka paa ny at spejde efter Ørnene. Saadan havde hun nu gjort hver Dag i alle de Somre, hun havde boet i Dalen. Hun kunde straks se paa deres Flugt, om de havde haft en god Jagt, og da følte hun sig sikker for dem, der hørte hende til. Men i Dag saa' hun ikke Ørnene vende tilbage. „Jeg maa være bleven gammel og sløv,” tænkte hun, da hun havde ventet en Stund. „Nu maa Ørnene jo være kommen hjem for længe siden.”
Hen paa Eftermiddagen saa' hun igen op imod Klippevæggen og ventede at se Ørnene paa det skarpe Fremspring, hvor de plejede at sidde og tage deres Middagshvile, og om Aftenen spejdede hun igen efter dem paa den Tid, da de plejede at tage sig et Bad i Fjeldsøen, men det lykkedes hende ikke at faa dem at se. Atter jamrede hun over, at hun blev gammel. Hun var saa vant til, at Ørnene holdt til paa Klippen over hende, at hun slet ikke kunde tænke sig Muligheden af, at de var kommen tilbage igen.
Næste Morgen var Akka vaagen i god Tid for at spejde efter Ørnene. Men heller ikke nu saa' hun dem. Derimod hørte hun i Morgenstilheden et Skrig, der lød baade arrigt og klynkende, og som syntes at komme fra Ørnereden. „Mon der virkelig skulde være noget galt paa Færde deroppe i Ørnereden?“ tænkte hun. Hun lettede Vingerne og steg saa højt, at hun kunde se ned i Ørnereden.
Deroppe saa' hun hverken Hanørnen eller Hunørnen. I hele Reden var der ikke andre end en halvnøgen Unge, der laa og skreg paa Mad.
Akka sænkede sig langsomt og tøvende ned imod Ørne-
