377
reden. Det var ikke noget hyggeligt Sted at komme til. Det var let at se, hvad det var for nogle Røvere, der holdt til der. I Reden og paa Klippeafsatsen laa der blegede Ben, blodige Fjer, Harehoveder, Fuglenæb og fjerklædte Rypefødder. Ogsaa Ørneungen, der laa midt i alt dette, var modbydelig at se med sit store, gabende Næb, sin klodsede, dunklædte Krop og sine ufærdige Vinger.
Tilsidst overvandt Akka sin Modbydelighed og slog ned paa Kanten af Reden, men samtidig saa' hun sig urolig omkring til alle Sider, for hun ventede hvert Øjeblik, at de gamle Ørne skulde vende hjem.
„Det var da godt, at der endelig kom nogen,” raabte Ørneungen. „Skaf mig straks noget Mad!“
„Naa naa, det haster vel ikke,” sagde Akka. „Fortæl mig først, hvor din Fader og Moder er henne.”
„Ja, vidste jeg bare det! De fløj deres Vej i Gaar Morges uden at give mig andet end en Lemming at leve af, medens de var borte. Du kan da begribe, at den er ædt for længe siden. Det er uforskammet af Moder at lade mig ligge saadan og sulte.“
Akka begyndte nu at tro, at de gamle Ørne virkelig var bleven skudt, og hun tænkte ved sig selv, at lod hun nu Ørneungen sulte ihjel, saa vilde hun maaske for Fremtiden blive helt fri for dette Røverpak. Men hun kunde alligevel ikke faa sig selv til at lade en forladt Unge ligge saadan og omkomme, naar det stod i hendes Magt at hjælpe den.
„Hvad sidder du der og glor efter?” sagde Ørneungen. „Hører du ikke, at jeg vil have Mad?”
Akka bredte Vingerne ud og skød ned til den lille Sø nede paa Dalens Bund. Lidt efter kom hun igen op til Ørnereden med en Ørred i Næbet.
Ørneungen blev helt ude af sig selv af Raseri, da hun lagde Fisken hen til den. „Tror du, jeg æder saadan noget?” skreg den, skød Fisken til Side og huggede efter Akka med sit skarpe Næb. „Skaf mig en Rype eller en Lemming, hører du!“
Men nu strakte Akka Hovedet frem og gav Ørneungen et ordentligt Nap i Nakkeskindet. „Jeg vil lade dig vide,” sagde den gamle, „at skal jeg skaffe dig Mad, maa du være tilfreds med, hvad jeg kan give dig. Din Fader og Moder er døde, saa af dem faar du ikke nogen Hjælp, men har du Lyst at ligge her og sulte ihjel, imens du venter paa Ryper og Lemminger, saa for mig gerne!“
