378
Da Akka havde sagt det, fløj hun straks sin Vej og lod sig ikke se i Ørnereden før en god Stund senere. Da havde Ørneungen ædt Fisken, og da Akka lagde en ny Fisk hen til den, slugte den den straks, skønt det var let at se, at den fandt, det smagte afskyeligt.
Det blev et drøjt Stykke Arbejde for Akka. De gamle Ørne viste sig aldrig mere, og hun maatte nu alene skaffe Ørneungen al den Mad, den skulde have. Hun gav den Fisk og Frøer, og det lod ikke til, at den Kost bekom ham ilde, for han blev stor og kraftig. Han glemte snart sine Forældre, Ørnene, og troede, at Akka var hans rigtige Moder. Akka paa sin Side elskede ham, som om han var hendet eget Barn. Hun gav ham en god Opdragelse og gjorde sig Umage for at vænne ham af med hans vilde Sind og hans Indbildskhed.
Da der var gaaet et Par Uger, mærkede Akka, at den Tid nærmede sig, da hun skulde fælde Fjer og vilde blive ude af Stand til at flyve. I en hel Maaned vilde hun ikke kunne bære Mad op til Ørneungen, og saa vilde han jo sulte ihjel.
„Hør nu, Gorgo,” sagde Akka en Dag til Ørneungen, „nu kan jeg ikke mere komme op til dig med Fisk. Det kommer nu an paa, om du tør vove dig ned til Dalen, saa jeg kan blive ved at skaffe dig Mad. Nu kan du vælge, om du vil sulte ihjel heroppe eller kaste dig ned i Dalen, men det kan jo ogsaa koste dig Livet.”
Uden at betænke sig et Øjeblik steg Ørneungen op paa Redens Kant; den gjorde sig næppe nok den Ulejlighed at maale Afstanden med Blikket, men bredte sine smaa Vinger ud og fo'r ned. Den rullede rundt i Luften et Par Gange, men gjorde alligevel saa god Brug af sine Vinger, at den kom temmelig uskadt ned til Jorden.
Hernede kom nu Gorgo til at tilbringe sin Sommer sammen med de smaa Gæslinger og blev snart en god Kammerat for dem. Da han ansaa sig selv for en Gæsling, gjorde han sig al Umage for at leve paa samme Maade som de, og naar de svømmede ud i Søen, gik han efter, lige til han var nær ved at drukne. Det var ham en skrækkelig Flovhed, at han ikke kunde lære at svømme, og han gik til Akka og beklagede sig. „Hvorfor kan jeg ikke lige saa vel lære at svømme som de andre?” spurgte han. — „Du har faaet for krogede Tæer og for store Kløer, mens du laa deroppe paa Klippeafsatsen,” sagde Akka, „men det skal du ikke bryde dig om, du bliver nok en flink Fugl alligevel!“
