379
Ørneungens Vinger blev snart saa store, at de kunde bære ham, men det varede lige til Efteraaret, da de andre Gæslinger skulde lære at flyve, inden det faldt ham ind, at han kunde bruge dem til at flyve med. Men saa kom der en stolt Tid for ham, thi i denne Idræt blev han snart den ypperste. Hans Kammerater dvælede aldrig længere oppe i Luften, end de var nødt til, men han opholdt sig der næsten hele Dagen og øvede sin Flyveevne. Endnu var det ikke gaaet op for ham, at han var af en anden Art end Gæssene, men han kunde ikke undgaa at lægge Mærke til mange Ting, der forbavsede ham, og han kom med idelige Spørgsmaal til Akka. „Hvorfor løber Ryper og Lemminger deres Vej, saa snart min Skygge viser sig over Fjeldet?“ spurgte han. „De har jo aldrig saadan en Skræk for de andre unge Gæs.” — „Dine Vinger er bleven for store, mens du laa deroppe paa Klippeafsatsen,” sagde Akka. „Det er det, der forskrækker Smaadyrene. Men det skal du ikke være ked af, du bliver nok en flink Fugl alligevel!”
Efter at Ørnen havde lært at flyve, lærte han ogsaa sig selv at fiske og fange Frøer, men snart begyndte han ogsaa at gruble over dette. „Hvoraf kommer det, at jeg lever af Fisk og Frøer?“ spurgte han. „Det gør jo ingen af mine Søskende.” — „Det kommer af, at jeg ikke havde anden Mad at give dig, da du laa deroppe paa Klippehylden,“ sagde Akka. „Men det skal du ikke være ked af! Du bliver nok en flink Fugl alligevel!”
Da Vildgæssene begyndte deres Efteraarstræk, fløj Gorgo med i deres Flok. Han betragtede sig bestandig som hørende til dem. Men Luften var fuld af Fugle paa Vej til Syden, og der blev stor Bevægelse iblandt dem, da Akka viste sig med en Ørn i sit Følge. Vildgæssenes Fylking omkredsedes idelig af Sværme af nysgerrige, der lydeligt gav deres Forbavselse tilkende. Akka bad dem tie, men det var ikke muligt at binde saa mange onde Tunger. „Hvorfor kalder de mig en Ørn?“ spurgte Gorgo uophørlig og blev mere og mere fornærmet. „Kan de da ikke se, at jeg er en Vildgaas? Jeg er ingen Fugleæder, der fortærer mine Lige. Hvor kan det falde dem ind at give mig saadant et grimt Navn?”
En Dag fløj de henover en Bondegaard, hvor der gik en hel Del Høns og skrabede paa Møddingen. „En Ørn! en Ørn!” raabte alle Hønsene og løb afsted for at søge Beskyttelse. Men Gorgo, der altid havde hørt Ørnene omtale som vilde Ugerningsmænd, kunde ikke styre sin Vrede. Han foldede sine
