528
jeg regner det for ligesaa stor en Bedrift, at vi Mennesker har bygget en By nede ved Götaelvens Munding, hvorfra der gaar Skibe til alle Verdens Have.“ Det svarede Kæmpen ikke noget paa, og Sømanden, der selv hørte hjemme i Göteborg, gav sig til at beskrive ham den rige Handelsstad med dens store Havn, med dens Broer og Kanaler og lange, lige Gader, og fortalte, at der boede saa mange driftige Købmænd og kække Søfolk, at det ikke var umuligt, de kunde gøre den til den ypperste By i Norden.
Ved hvert nyt Svar, Kæmpen fik, blev Rynkerne i hans Pande dybere og dybere, og det var let nok at se, at han han var meget misfornøjet med, at Menneskene havde gjort sig til Herre over Naturen. „Jeg kan nok mærke, der er meget forandret i Vestergötland,” sagde han, „og jeg kunde lide at komme derned igen og bringe et og andet i Lave.” — Da sømanden hørte dette, blev han lidt forskrækket. Han troede ikke, Kæmpen vilde komme til Vestergötland for det gode, men det turde han naturligvis ikke lade sig mærke med. „I kan være vis paa, I skal faa en god Modtagelse,“ sagde han, „vi skal lade ringe for jer med alle Kirkeklokker.” — „Naa, saa der er endnu Kirkeklokker i Vestergötland? sagde Kæmpen og lod lidt betænkelig. „Er de endnu ikke ringet i Stykker, de store Klingreværker i Husaby, Skara og Varnhem?” — „Nej, de er der stadig, og de har faaet mange Søstre siden jeres Tid. Nu er der ikke det Sted i Vestergötland, hvor man ikke hører Kirkeklokker.” — „Nej, saa maa jeg vist hellere blive, hvor jeg er,” sagde Kæmpen, „for det var de Klokker, der var Skyld i, at jeg flyttede hjemmefra.”
Saa faldt han i Tanker, men snart vendte han sig igen til Sømændene. „Nu kan I ganske rolig lægge jer til at sove ved Ilden,” sagde han. „I Morgen tidlig skal jeg sørge for, at der kommer et Skib sejlende her forbi, som tager jer med og bringer jer til jeres Hjemland. Men til Gengæld for det Gæstevenskab, som jeg har vist jer, kræver jeg kun den Tjeneste af jer, at I, saasnart I kommer hjem, gaar til den bedste Mand, der er i Vestergötland, og giver ham denne Ring. Hils ham fra mig og sig ham, at hvis han vil sætte den paa sin Finger, saa bliver han til meget mere, end han er!“
Saasnart Sømændene var kommen hjem, gik de til den bedste Mand i Vestergötland og gav ham Ringen. Men han
