10
CHARLES DICKENS
var et T., saa kaldte jeg ham Twist. Jeg har Navne færdige hele Alfabetet igennem, og saa om igen, naar vi er naaet til Z.«
»Men De er jo ligefrem en studeret Mand, Hr. Bumble«! forsikrede Madam Mann.
»Naa-aa, aa ja,« sagde Opsynsmanden, øjensynligt smigret. »det kan jo være, De har Ret.« Han tømte Glasset og fortsatte: »Men saasom Oliver nu begynder at blive for gammel til længer at være her, saa har Direktionen bestemt, at han skal tilbage til os, og jeg er nu selv her for at hente ham. Vil De være saa god at lade ham komme ind!«
»Paa Øjeblikket, Hr. Bumble,« svarede Madam Mann og skyndte sig ud. Og Oliver (der imidlertid havde faaet saa meget af Ansigtets og Hændernes Snavs skrubbet af, som lod sig afskrubbe i én Vask) Oliver blev af sin velvillige Beskytterinde ført ind i Stuen. — »Buk for Herren dér, Oliver!« sagde hun til ham.
Oliver gjorde et Skrabud, som galdt halvt Opsynsmanden paa Stolen og halvt hans trekantede Hat paa Bordet.
»Har du nok Lyst til at følge med mig, Oliver?« spurgte Hr. Bumble majestætisk.
Oliver var lige ved at svare, at han heller end gerne vilde følge med hvem det skulde være. Men saa kom han tilfældigvis til at se paa Madam Mann, som havde stillet sig om bag Opsynsmandens Stol og bistert truede ad ham med knyttet Haand. Han forstod det straks; thi denne Haand havde altfor ofte gjort Indtryk paa hans Krop, til at den ikke ogsaa skulde have gjort Indtryk paa hans Forstand. — »Ja, følger hun ogsaa med?« spurgte han.
»Nej,« forklarede Hr. Bumble, »det kan hun ikke. Men hun kommer nok af og til og ser til dig.«
Dette var just ingen stor Trøst for Drengen. Men saa ung som han var, havde han Omløb nok til at lade, som om han blev meget bedrøvet over, at han skulde bort. Sulten og den nylig overstandne Revselse var ham desuden en god Hjælp til at faa Taarer i Øjnene, og han tudede virkelig meget naturligt. Madam Mann gav ham en hel Bunke Kys samt (hvad Oliver satte meget mere Pris paa) en Bundtenom Smørrebrød, for at han ikke skulde lade altfor sulten, naar han ankom til Fattighuset. Med dette Stykke Smørrebrød i Haanden og sin lille brune Klædes Fattighus-Hue paa Hovedet blev han saa af Hr. Bumble ført bort fra det triste Hjem, hvor aldrig et venligt Ord eller Blik havde lyst ind i hans Barndoms Mørke. Og dog kom der et Udbrud af barnlig Sorg, da Havelaagen lukkedes efter ham. Han forlod jo sine smaa Lidelseskammerater, de eneste Venner, han nogensinde havde kendt; og for første Gang paakom der ham en Følelse af, at han stod ene og forladt i den vide, vide Verden.
Hr. Bumble tog lange Skridt. Lille Oliver, som holdt fast i Guldtressen om hans Ærme, travede ved Siden af og spurgte, hver Gang de havde gaaet en Fjerdingvej, »om de ikke snart var der«. Paa disse Spørgsmaal gav Hr. Bumble yderst korte og studse Svar; thi den flygtige Blidhed, som Genever og Vand kan fremkalde i visse Hjerter, var
