100
CHARLES DICKENS
saa' hun stivt paa ham, og sendte ham saa et Blik, der tydeligt viste, at hun havde gennemskuet ham.
»Hys!« sagde hun, og saa' hurtigt hen mod Døren og pegede paa den, idet hun bøjede sig ned til Oliver. »Du kan ingenting stille op. Jeg har gjort mig megen Ulejlighed for din Skyld, men til ingen Nytte. Der bliver passet paa dig hvert Sekund, og om du i det hele taget skal kunne slippe herfra, saa er Øjeblikket der ikke endnu!«
Hun talte saa indtrængende, at Oliver forbavset saa' op. Det var vist sandt, som hun sagde: for hun var bleg og bevæget og rystede virkelig.
»Jeg har én Gang frelst dig fra at blive mishandlet, og jeg skal gøre det igen, og jeg gør det nu!« tilføjede hun højt. »For de, der var kommen efter dig, hvis ikke jeg var gaaet, vilde have faret værre frem imod dig. Jeg har indestaaet for, at du vilde være rolig og stille: er du det ikke, saa skader du bare baade dig selv og mig, du bliver maaske Skyld i min Død. Se her, hvad jeg har døjet for din Skyld, saa sandt Gud ser, at jeg viser dig det!« — Hun pegede flygtigt paa nogle blaa Pletter, som hun havde paa Halsen og Armene, og tilføjede i rivende Hast: »Husk dèt, og lad mig ikke lige nu komme til at døje mer for din Skyld! Hvis jeg kunde, saa hjalp jeg dig, men jeg kan ikke. De har ikke i Sinde at gøre dig Fortræd, og det, som de sætter dig til, falder ikke paa dig! Tys! hvert Ord, du siger, er saa godt som et Slag for mig! Saa — tag mig saa i Haanden! — gesvindt!«
Hun greb den Haand, som han rent mekanisk rakte hende, pustede Lyset ud, og trak ham ned ad Trappen efter sig. Gadedøren blev hastigt lukket op af En, som han i Mødet ikke kunde se, og lige saa hastigt lukket efter dem. Udenfor holdt en Droske og ventede: med samme febrilske Heftighed som den, hvormed Nancy før havde talt, skubbede hun Oliver ind i den og steg selv ind. Kusken ventede ikke paa Besked, men satte øjeblikkelig sin Hest i skarpt Trav.
Nancy blev ved at holde fast paa Olivers Haand og gentog hviskende sine Advarsler og Forsikringer. Og alt var gaaet saa gesvindt og saa overraskende, at han knap vidste af sig selv at sige, før Vognen allerede holdt udenfor det Hus, som Jøden havde gæstet den foregaaende Aften. Et Nu flakkede Olivers Blik ned gennem den øde Gyde, og et Raab om Hjælp var ved at trænge sig op i hans Mund. Men Nancys Stemme lød i hans Øren, den besvor ham saa fortvivlet om at huske paa hende, at han havde ikke Hjerte til at raabe. Og mens han betænkte sig, gik Lejligheden tabt: for han var allerede inde i Huset, Gadedøren var lukket efter ham.
»Denne Vej!« sagde Nancy og slap først nu hans Haand. »Bill!«
»Halløj!« svarede Sikes og kom frem med et tændt Lys oppe paa Trappe-Afsatsen. »Det var jo svært præcis! Kom saa op!«
Af en Mand af Hr. Sikes' Temperament var dette en meget stor Anerkendelse og en usædvanlig hjertelig Velkomst. Nancy lod ogsaa til at blive glad og nikkede fornøjet op.
