102
CHARLES DICKENS
og Vand, lovede udførligt Nancy al Landsens Ulykker, hvis hun ikke vækkede dem paa Slaget 5, og smed sig saa paa Sengen. Oliver fik Ordre til at lægge sig, paaklædt, paa en Matras paa Gulvet. Men Nancy kradsede op i Ilden og satte sig hen foran den, hun skulde jo passe paa at kunne vække dem til bestemt Klokkeslet.
Oliver laa længe vaagen, han tænkte, at Nancy vilde maaske benytte Lejligheden til igen at hviske ham en eller anden Advarsel i Øret. Men hun blev siddende tankefuld derhenne ved Ilden og rørte sig ikke, undtagen for nu og da at pudse Lyset. Træt af Angst og Vaagen faldt han saa tilsidst i Søvn. Da han vaagnede, stod der The-Tøj paa Bordet; Sikes gik og puttede noget ned i Lommerne paa en Overfrakke, der hang over Stoleryggen, medens Nancy lavede Morgenmad. Det var ikke Dag endnu, Lyset stod og brændte, udenfor var det mørkt. Regn piskede mod Ruderne, Himlen syntes overtrukken og sort.
»Naada!« brummede Sikes, da Oliver rejste sig op, »den er halv seks! Rub dig, hvis du vil have Mad, det er allerede sent nok!«
I en Fart fik Oliver vadsket sig og spiste en Smule og svarede saa paa et vrantent Spørgsmaal af Sikes, at han var færdig. Nancy bandt ham (næsten uden at se paa ham) et Tørklæde om Halsen, og Sikes gav ham et stort, grovt Slag til at kaste om sig. Efter at han havde knappet dette Slag om Skuldrene, rakte han Haanden ud. Sikes blev staaende et Øjeblik, viste ham med en bister Mine, at han havde Pistolen i Sidelommen paa sin Overfrakke, greb saa fast om hans Haand, sagde Farvel til Nancy, og trak af med ham.
Henne ved Døren saa' Oliver sig om; han haabede at faa et Blik af Nancy. Men hun havde igen sat sig hen foran Ilden, og hun ikke saa meget som rørte sig.
21.
Undervejs.
Det var en trist Morgen, da de kom ud paa Gaden, regnfuld og blæsende. Hele Natten havde det regnet stærkt, der stod store Pytter, og Vandet gik over Bredderne i Rendestenene. Et første, blegt Skær af Dag svækkede Lyset fra Gadelygterne og lod de vaade Tage og de øde Gader synes dobbelt skumle. Ikke en Moders Sjæl var at se, overalt var Skodderne endnu for Vinduerne. Først efter at de havde gaaet en god Stund, dagedes det rigtigt. I Gaderne, som de nu kom ind i, var Lygterne for det meste allerede slukte, Værtshuse med brændende Gasblus indenfor havde lukket op, hist og her aabnedes en Butik. Saa mødte de Folk der gik paa Arbejde, Mænd og Kvinder med Kurve med Fisk, Smaavogne med Havesager og levende Fjerkræ, Mælkekoner med deres Spande. Færdslen og Larmen voksede efterhaanden, og blev henne paa det store Torv til et øredøvende Spektakel, der forbavsede
