131
OLIVER TWIST
»Jo, — siden, — naar vi er blevet gift, sødeste!«
»Først naar vi er blevet gift?! Jeg skulde da aldrig tro, at nogen af de mandlige Fattiglemmer havde vovet…?!«
»Nej, nej, du sødeste!« indskød Madamen hastigt.
»For hvis nogen — han være saa kommenal eller ikke kommenal — havde understaaet sig til at hæve sine Øjne til dit yndige Ansigt, saa svarer jeg ham for, at det vilde han ikke gøre en Gang til!«
Bumbles Bemærkning kunde nemt have lydt som en just ikke overdreven stor Kompliment til Madamens Tiltrækningskraft. Men saasom han ledsagede den med en hel Del krigeriske Fagter, opfattede Madamen den som et stærkt Vidnesbyrd om hans Elskov, og erklærede fyrigt, at han var ikke til at holde ud for Dejlighed.
Dejligheden slog nu igen Kavaj-Kraven op om Ørene, satte den trekantede paa, favnede sin Tilkommende længe og ømt, og begav sig modig ud i den kolde og mørke Aften. Undervejs opholdt han sig nogle Minuter i de mandlige Fattiglemmers Forsamlings-Stue og skældte Lemmerne dygtigt ud, for at overtyde sig om, hvorvidt han kunde røgte Pladsen som inspektør med fornøden Barskhed. Det viste sig, at der var ikke det mindste i Vejen, og han forlod Fattiggaarden let om Hjertet og med straalende Fremtids-Haab. Disse Forhaabninger sysselsatte behageligt hans Tanker paa Vejen hen til Ligkistesnedkerens Bod.
Hr. og Madam Sowerberry var i Aftenselskab, og saasom Noah Claypole nødigt underkastede sig andre Anstrengelser end dem, der krævedes til at spise og til at drikke i Ro og Mag, var Boden ikke lukket endnu, skøndt det var langt over almindelig Lukketid. Bumble slog gentagne Gange paa Disken med sin Stok, men der kom ingen. Da han saa, gennem den lille Rude i Døren ind til Dagligstuen, kunde se, at der var Lys inde bag Butiken, tog han sig den Frihed at titte ind og undersøge, hvad der foregik. Det, som foregik, forbavsede ham umaadeligt.
Der var dækket Aftensbord med Smør, Brød, Tallerkener, Glas, et Krus Porter og en Flaske Vin. Noah Claypole sad for Enden af Bordet, skødesløst slængt hen i en Lænestol, med begge Ben dinglende ud over dens ene Arm; han havde i den ene Haand en aaben Tollekniv og i den anden en mægtig Humpel Smørrebrød. Klods op ad ham stod Charlotte og aabnede Østers, som Noah nedlod sig til at slubre i sig med stor Graadighed. En mer end almindelig stærk Rødme i Omegnen af hans Næseparti samt en underlig stirrende Blinken af hans venstre Øje syntes at antyde, at han havde faaet lidt vel meget over Tørsten.
»Østers er skam en god Ting!« bemærkede han, da han havde sat en dejlig fed èn til Livs. »Det er snavs, at man ikke kan blive ved at spise!… Kan du ikke lide Østers, Charlotte?«
»Aa, ikke saadan videre!« sagde Charlotte; »jeg kan meget bedre lide at staa og se dig spise dem, søde Noah!«
»Hum, det var sgu løjerligt!« forsikrede Noah tankefuldt. — »Saa! nu kan jeg ikke mer!… Kom her, Charlotte, og lad mig kysse dig!«
»Hvad for noget?!« udbrød Hr. Bumble og brasede ind i Stuen. »Prøv og sig det en Gang til, du!«
