132
CHARLES DICKENS
Charlotte gav et Skrig fra sig og skjulte Ansigtet i sit Forklæde. Noah skiftede kun for saa vidt Stilling, som han lod Fødderne gaa ned paa Gulvet; ellers blev han siddende og stirrede paa Opsynsmanden i drukken Forskrækkelse.
»Sig det engang til, din uforskammede, gemene Flab!« sagde Bumble. »Hvor tør du komme med den Slags, hvad? Og hvor tør Du vove at opmuntre ham, din infame Tøjte?… Kysses?!« udbrød Bumble dybt forarget. »Føj! føj!«
»Jeg havde slet ikke i Sinde at gøre det,« klynkede Noah. »Men hun gaar altid og kysser mig, enten jeg vil eller ej.«
»Aa Noah!« sagde Charlotte bebrejdende.
»Stille!« skreg Bumble strengt. »Ned i Køkkenet med dig, Tøs! Og saa lukker du Butiken, Noah, og siger ikke et Kvæk, forstaar du, før din Herre kommer hjem! Men naar han er kommet hjem, saa siger du til ham, at Hr. Bumble har været her, og at han i Morgen efter Frokost skal sende en Ligkiste til en gammel Kærling, forstaar du, din Æsel?… Hæ, kysses?!« mumlede Bumble og strakte Hænderne mod Himlen. »Nej, det er forfærdeligt, som de lavere Klasser bliver mer og mer syndige og fordærvede i dette kommenale Distrikt!« Og med et grublende og krænket Aasyn skred han ud af Ligkiste-Snedkerens Bod.
Og nu, da han er godt paa Vej hjem, kan vi se os om efter lille Oliver Twist og forhøre, om han endnu ligger i den Groft, hvor Toby Brækjern forlod ham.
28.
Hvad der hændte Oliver Twist.
»Den Onde partere Jer!« brummede Sikes og skar Tænder. »Havde jeg bare fat i én af Jer, saa skulde han komme til at hyle sig hæs!« Han lagde den saarede Dreng ind over Knæet, som han holdt bøjet, og vendte et Øjeblik Hovedet og saa' om efter Forfølgerne. Det var saa mørkt og taaget, at man næsten ingenting kunde se. Men høje Raab dirrede gennem Luften, og allevegne fra hørte man Gøen af Hunde, som var blevet skræmt op.
»Staa, din feje Hund!« skreg Sikes efter Toby Brækjern, som havde brugt sine lange Ben flinkt og var et Stykke forude. »Kom her og hjælp mig med Drengen!«
Toby var ikke ganske sikker paa, om han var udenfor Skudvide, og han kunde høre, at Sikes var ikke just til at spøge med i Øjeblikket. Altsaa standsede han, og kom saa nølende et Par Skridt nærmere.
»Rub dig!« skreg Sikes igen, og han lagde Drengen ned i en tør Grøft og trak Pistolen op af Lommen. »Probèr ikke paa at spille Halløj med mig!«
I det samme kom Larmen nærmere. Da Sikes atter saa' sig om,
