133
OLIVER TWIST
kunde han skelne, at Forfølgerne var i Færd med at klatre over Ledet til den Mark, hvorpaa han befandt sig, samt at et Par Hunde var nogle Skridt forud for dem.
»Der er ingenting at stille op!« raabte Toby; »slip Hvalpen og stik af, Bill!« Og saasom Toby heller vilde udsætte sig for muligvis at blive skudt af sin Ven end for ufejlbarligt at blive nappet af Fjenderne, gjorde han kort omkring og kilte af, alt hvad han kunde.
Sikes bed Tænderne sammen, saa' sig hurtigt om, bredte Slaget, som Oliver havde haft paa, ud over hans tilsyneladende livløse Legeme, løb saa (for at lede Forfølgerne paa Vildspor) hen langs et Gærde, standsede et Øjeblik foran et andet Gærde, der skar det' første i en ret Vinkel, svingede Pistolen højt i Luften, satte med et Spring over Gærdet, og forsvandt.
»Se! — se! — se der!« raabte en skælvende Røst et Stykke borte. »Hektor! Chasseur! kom her!«
Hundene, der lod til at være lige saa lidt opsatte paa Forfølgelsen som deres Herre, lystrede straks. Og tre Mænd, som imidlertid var kommet et Stykke ind paa Marken, standsede for at lægge Raad op. »Jeg mener — eller rettere sagt: jeg befaler,« sagde den tykkeste af dem, »at vi vender om nu og gaar hjem.«
»Ja, naar Hr. Giles siger det —,« bemærkede en noget mindre, men dog ingenlunde smækker Person. Han var meget bleg og umaadelig høflig, som Folk gerne bliver, naar de er angst. »Det tilkommer ikke mig at sige Hr. Giles imod, — jeg kender, Gud ske Lov og Tak, Sitevationen!« Han lod i al Fald ikke til at finde »Sitevationen« tiltalende; thi Tænderne klaprede i Munden paa ham.
»Du er bange, Brittles,« sagde Giles.
»Ikke Spor,« svarede Brittles.
»Vist er du bange!«
»Det er ikke sandt, Hr. Giles.«
Den tredje i Selskabet gjorde meget filosofisk Ende paa Striden. »Nu skal jeg sige Dem noget,« bemærkede han: »vi er bange alle tre. Det er da jeg!«
»Ja jeg med!« tilstod Brittles. »Men der er ingen Mening i at sige En det saadan lige op i Ens aabne Øjne!«
Disse frimodige Indrømmelser formildede Hr. Giles, som øjeblikkelig bekendte, at han var ogsaa noget angst. Hvorefter Trekløveret i skøn Endrægtighed gav sig til at bene hjemad, indtil Giles (som var mest kortaandet, og som desuden var belæsset med en Høtyv) androg paa, at man skulde gøre et kort Holdt. Sammen med de to andre gav han sig saa til at undersøge, hvorfor man pludselig var blevet bange…
Den ene af Mændene var en omvandrende Kedelflikker, som havde ligget og sovet ude i et Udhus, og som man havde vækket, for at han skulde deltage i Forfølgelsen sammen med sine to Køtere. Hr. Giles tjente som baade Kælder- og Hushovmester hos den gamle Dame, der ejede Villaen. Og Brittles endelig forrettede alt det mere underordnede Arbejde i Huset. Han var allerede som Barn kommet i Fruens Tjene-
