134
CHARLES DICKENS
ste, hvis Aarsag han endnu betragtedes som en lovende Dreng, skøndt han var noget over de Tredive.
Disse tre opmuntrede nu hverandre ved Samtale, men holdt sig tillige tæt sammen og saa' sig ængsteligt om, hver Gang et Vindpust fik Grenene til at rasle. Alt imedens skyndte de sig hen til et Træ, bag hvilket de havde sat deres Lygte, for at ikke Lyset fra den skulde angive Indbrudstyvene, i hvad Retning de burde skyde. De fik fat i Lygten og benede derpaa videre, i skarpt Trav. Endnu en Stund efter at deres mørke Skikkelser var gledet ud i Taagen, saa's Lygtelyset blinke og danse i det Fjerne, som om det kunde have været en Uddunstning af den klamme og tykke Luft, hvorigennem det hurtigt blev baaret.
Det blev koldere, alt som det gryede ad Dag. Som en tæt Røgsky bølgede Taagen hen over Jorden. Græsset var vaadt, Gangstier og Grøfter var lutter Mudder. En usund Blæsts fugtige Aande drev, hult stønnende, dorsk forbi. — Oliver laa stadig, bevidstløs og uden at røre sig, hvor Sikes havde lagt ham.
Morgenen brød frem, Luften blev skarpere, Genstandene traadte tydeligere og tydeligere ud af Mørket. Det gav sig til at regne, Regnen pidskede ned mellem de bladløse Buske. — Oliver hørte intet og mærkede intet.
Men endelig forstyrredes Stilheden af et sagte Smertens Skrig, og idet Oliver udstødte det, vaagnede han. Hans venstre Arm, der var blevet løseligt forbundet med et Tørklæde, hang tung og ubevægelig ned; Bindet var gennemsivet af Blod. Han var saa mat og forpint, at han knap kunde rejse sig over Ende. Han saa' modløs om efter Hjælp, rystede over hele Kroppen, gjorde en Kraftanstrengelse for at komme op. Men saa sank han atter afmægtig tilbage.
En underligt snigende Hjerteangst advarede ham imidlertid en Stund efter om, at hvis han blev liggende, saa døde han. Med stort Besvær kom han op, og prøvede at gaa. Det løb rundt for ham, han dinglede, som han var drukken. Men han holdt sig alligevel oprejst, og med kraftesløst sænket Hoved trimlede han fremad, han anede ikke hvorhen. Alt imens hvirvlede forvirrede og ængstende Forestillinger gennem hans Hoved. Snart syntes han, at han gik sammen med Sikes og Toby, snart, at han var ene med Bill. Han troede at høre højrøstede Raab, Lys flimrede og forsvandt for hans Øjne. Og midt under disse halvvaagne Drømme havde han dog hele Tiden en dump, pinefuld Smertefornæmmelse.
Fuldkomment mekanisk var han vaklet frem gennem Mark-Led og Aabninger i Gærder og var kommet ud paa en Landevej. Der bragte Regnen ham til Bevidsthed. Han saa' sig om: lidt borte laa et Hus, som han maaske kunde slæbe sig hen til. Folkene derinde vilde maaske have Medlidenhed med ham. Han opbød sine sidste Kræfter og tog saa lange Skridt, som han kunde. Da han kom nærmere, syntes han, at han maatte have set det Hus før, der var noget ved det, som forekom ham saa bekendt. Den Havemur dèr? var det ikke indenfor den, han sidste Nat var faldet paa Knæ og havde tigget Bill og Toby om
