177
OLIVER TWIST
Alligevel traf det sig saadan (det hænder jo jævnligt under slige Forhold), at Bumble nu og da ikke kunde dy sig fra at skotte hen efter den fremmede. Hver Gang han gjorde det, tog han imidlertid befippet Øjnene til sig; thi i samme Nu havde den fremmede set paa ham. Og Bumble følte sig dobbelt benauet ved, at den fremmede Herre havde saadant et Par underlige Øjne, skarpe og gennemtrængende, men med et usædvanlig lumsk og mistroisk Blik, der virkelig gjorde et højst uhyggeligt Indtryk.
Da deres Øjne paa den Maade flere Gange havde mødtes, brød pludselig den fremmede Tavsheden. — »Var det mig, De saa' efter, da De kiggede ind ad Vinduet?« spurgte han, med en dyb og barsk Stemme.
»Nej — ikke det jeg véd, for De er vel ikke Hr. — —?« Bumble stoppede op, han haabede, at han ved dette Fif skulde faa den fremmede til selv at sige sit Navn.
»Det var altsaa ikke mig, De saa' efter!« svarede den fremmede og trak haanligt paa Overlæben, »for ellers vilde De have vidst mit Navn. De véd det ikke, og jeg vil anbefale Dem, at De heller ikke søger at faa det at vide!«
»Jeg mente virkelig ikke noget ondt, Højstærede,« bemærkede Bumble selvretfærdigt.
»Der er heller ingen Skade sket,« lød Svaret. — Og der kom igen en lang Pavse.
