18
CHARLES DICKENS
et rummeligt Værelse med store Vinduer, hvor der bag en Skranke sad to bedagede Herrer med pudrede Parykker; den ene læste i en Avis, den anden stirrede gennem et Par Briller ned paa et Dokument. Foran Skranken stod til den ene Side Formanden for Direktionen og til den anden Side Hr. Gamfield med delvis vasket Ansigt.
»Naa, der har vi altsaa Drengen!« sagde den ældste af Dommerne. »Og han har Lyst til at blive Skorstensfejer?«
»Det er lige, hvad han har, Deres Højvelbaarenhed,« svarede Bumble og kneb hemmeligt Oliver i Armen for at antyde ham, at han gjorde bedst i ikke at sige imod. »Blev han sat til nogen som helst anden Haandtering, Deres Højvelbaarenhed, saa kan man være vis paa, han stak af lige med det samme.«
»Og det er den Mand, der skal have ham i Lære?« fortsatte Dommeren… »De vil behandle ham godt og føde ham og sørge for ham i alle Maader, ikke sandt?«
»Naar jeg siger, at jeg vil, saa mener jeg, at jeg vil !« drævede Hr. Gamfield.
»De svarer lidt vel studst, min Ven; men De ser jo ud til at være en ligefrem, aabenhjertet Mand!« sagde den gamle Herre og vendte Brillerne i Retning ad den Lysthavende til de 60 Kr., hvis uhyggelige Fjæs var en rentud stemplet Anvisning paa Grusomhed. Men Dommeren var halvt blind og gik halvt i Barndom, saa man kunde fornuftigvis ikke forlange af ham, at han skulde se, hvad alle andre saa'.
»Det haaber jeg, Deres Højvelbaarenhed,« svarede Gamfield og skelede ækelt.
»Jeg tvivler ikke, min Ven, jeg tvivler ikke,« forsikrede Dommeren og skubbede Brillerne til Rette paa Næsen og saa' efter Blækhuset.
Det Øjeblik afgjorde Olivers Skæbne. Dersom Blækhuset havde staaet, hvor den gamle Herre troede, at det stod, saa havde han dyppet Pennen og underskrevet Lærebrevet. Men efter som det tilfældigvis stod lige for Næsen af ham, ledte han med Øjnene hele Skranken rundt efter det. Og da han saa en Gang kom til at se op, mødte hans Blik den blege og forskrækkede Oliver Twist, der tiltrods for alle Bumbles Advarsler og Nik og Nap stod og stirrede paa sin tilkommende Mesters nederdrægtige Ansigt med et saa utvivlsomt Udtryk af Afsky og Rædsel, at ikke engang en halvblind Dommer kunde tage fejl af, hvad det betød.
Den gamle Herre studsede, lagde Pennen, og saa' fra Oliver hen paa Direktionens Formand, der skyndsomst tog sig en Pris med en tilsyneladende livlig og ugenert Mine. — »Hør, min Dreng«....! sagde saa Dommeren og bøjede sig frem over Skranken....
Det gav et Sæt i Oliver, — hvilket var meget undskyldeligt. Thi den gamle Herre havde talt i en venlig Tone, og uvante Lyd plejer at forskrække Børn. Drengen kom til at ryste og brast i Graad.
»Aah De dèr, Bumble —! gaa lidt bort fra ham,« tilføjede den anden Dommer og lagde sin Avis og bøjede sig frem med et deltagende Ud-
