184
CHARLES DICKENS
de alle, og Lygtens gustne Skær fik dem til at træde helt spøgelseagtigt frem af det omgivende Mørke.
»Da den Kone døde, som vi kaldte gamle Sally«, begyndte Madam Bumble, »var hun og jeg ene. Hun snakkede om et ungt Fruentimmer, som nogle Aar i Forvejen havde født et Barn ikke blot i det samme Værelse, men i den samme Seng, hvori nu hun laa og droges med Døden.«
»Hvad for noget?!« udbrød Monks og fo'r sammen og skævede hurtigt tilbage over Skulderen. »Satans ogsaa, som det kan trætte sig her i Verden!«
»Det var den Dreng, som De i Aftes snakkede om til ham der«, fortsatte Madamen og sendte sin Ægtemand et haanligt Blik; »gamle Sally havde stjaalet fra Drengens Mo'r.
»Medens hun levede?« indskød Monks.
»Nej, ligesom hun var død«, sagde Madamen og gøs uvilkaarligt en Smule. »Hun plyndrede Liget, før det endnu var blevet koldt, og tog det, som den døende Moder endnu i sit aller sidste Øjeblik havde tigget hende om at gemme for Drengens Skyld.«
»Naa og solgte hun det saa?« spurgte Monks i stærk Spænding. »Hvor? Naar? Til hvem ?«
»Da Sally med stort Besvær havde faaet fortalt mig, hvad hun havde gjort, sank hun tilbage og døde.«
»Uden at sige mer?« udbrød Monks; og netop ved det, at han søgte at dæmpe sin Stemme, kom den til at lyde dobbelt rasende. »Det er Løgn! jeg lader mig ikke holde for Nar. Hun sagde mere, — jeg river Hjertet ud af Livet paa Jer begge, hvis I ikke kommer frem med, hvad hun sagde!«
»Hun sagde ikke et Muk mere!« svarede Madamen og lod ganske rolig (hvad der ikke just var Tilfældet med hendes Ægteherre). »Men hendes ene Haand havde hægtet sig fast i mit Kjoleliv. Og da hun saa var død, og jeg med Magt maatte se at faa Haanden bort, saa' jeg, at den klemte om en Lap snavset Papir.«
»Hvad var der i den Lap Papir?« spurgte Monks og bøjede sig endnu længere frem.
»Ingenting, det var en Laaneseddel, paa lidt Guldstads. Hun maa have pantsat det og har saa Aar efter Aar skrabet Renterne sammen for at kunne indløse Pantet, hvis der en Dag skulde blive Brug for det. Jeg saa', at Pantet forfaldt et Par Dage efter, og jeg indløste det, fordi jeg tænkte, at jeg maaske engang kunde have Fordel af det. Her er det!«
Hun kastede (med en Mine, som om hun var glad ved at blive af med den), en ganske lille Skindpung paa Bordet. Som et Lyn snappede Monks den og aabnede den med rystende Haand. Den indeholdt en lille Guldmedaillon med to Lokker Haar, samt en glat Guldring.
»Paa den indvendige Side staar der »Agnes««, forklarede Madam Bumble; »saa er der ladt Plads aaben til Efternavnet, og bag efter kommer der en Datum — fra et Aars Tid før Barnet blev født.«
