Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/232

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

232

CHARLES DICKENS

Gnister føg. Skyer af Røg drev afsted. En Kirkeklokke klemtede, man raabte i Munden paa hverandre, Murstykker brasede ned. Han vaagnede som til nyt Liv. Over Grøfter og Gærder, gennem Hække og Krat styrtede han aandeløs afsted. Foran ham jog Hunden, der bjæffede, som den var besat.

Han kom over til Brandstedet. Folk drev Heste og Kreatur ud af Udhusene eller kom slæbende med Bohave, medens Gnister regnede, og brændende Bjælker væltede ned. Kvinder og Børn skreg, Mandfolk raabte højt, Sprøjter stønnede, Vand spruttede og sydede. Han skreg med, til han blev hæs, og som for at fly fra sig selv og fra sin Erindring kastede han sig ind i den tætteste Stimmel. Overalt var han paafærde: op og ned ad Stiger, over Gulve, der brast under ham, mellem Tagsten og Mursten, der raslede ned. Det var, som han var forhekset; han fik hverken Rift eller Skramme, han tænkte ikke og blev ikke træt, — indtil Dagen gryede og der kun var rygende Ruiner tilbage.

Sikes slæbte Hunden med sig, og gik.
Sikes slæbte Hunden med sig, og gik.
Sikes slæbte Hunden med sig, og gik.

Men da hans afsindige Ophidselse fortog sig, kom den frygtelige Bevidsthed om Forbrydelsen igen, i tidobbelt Styrke. Han skulede mistroisk omkring: Folk stod i Smaagrupper og snakkede, — han tænkte, det var ham, de snakkede om! Henne ved en Sprøjte sad nogle Mænd og spiste Davre. De bød ham af deres Mad; han fik lidt Brød og Kød