233
OLIVER TWIST
og en Slurk Øl. Det var Brandmænd fra London, de talte om Mordet. »Kæltringen skal være søgt ud paa Landet, siges der,« fortalte en af dem, »men Politiet faar nok Klør i ham. For Opdagerne er ude, og inden Aften vil hans Signalement være hele Egnen over.«
Sikes skyndte sig afsted, han gik, saa længe Fødderne vilde bære ham, saa smed han sig ned paa Marken og sov længe, uroligt, afbrudt. Og atter flakkede han om uden at vide, hvorhen han skulde vende sig, pint af Angst for at tilbringe endnu en Nat mutters ene. Pludselig fik han den forrykte Idé, at han vilde tilbage til London. »Dèr er dog altid nogen, man kan snakke med,« tænkte han, »og ogsaa gode Skjulesteder. Og dèr falder de heller ikke paa at lede efter mig. Jeg holder mig inde en Uges Tid og faar Fagin til at punge ud, saa jeg kan stikke over til Frankrig. Ja hvad Satan! jeg vover det!«
Men Hunden? den kunde nemt lede til hans Paagribelse. Han besluttede, at han vilde drukne den, og tog en Sten og bandt ind i sit Lommetørklæde. Saa gik han videre, mens han saa' til begge Sider, om der ikke skulde være en Dam. Hunden havde holdt Øje med ham. Og enten nu dens Instinkt sagde den, hvad der forestod, eller dens Herres Blik var mere skummelt end sædvanligt, — nok er det, at da Sikes standsede foran et Mosehul og vendte sig om og kaldte, blev den staaende.
»Vil du komme!« buldrede han og stampede i Jorden.
Hunden nærmede sig langsomt. Men i samme Øjeblik Sikes bøjede sig ned for at tage den i Nakken, rykkede den tilbage, knurrede, stod et Øjeblik, og gjorde saa omkring og pidskede afsted. Det nyttede ikke, hvor meget han saa fløjtede, Hunden var forsvunden, han maatte vandre videre alene.
47.
Brownlow og Monks mødes.
Aftenen faldt paa, da Hr. Brownlow steg ud af en Droske og bankede sagte paa sin Gadedør. Efter at Døren var blevet lukket op, steg endnu to Mænd ud af Vognen og tog en tredje Mand imellem sig, som de førte ind i Huset, op ad Trappen. Den tredje Mand var Monks.
Paa Dørtærskelen ind til det Værelse, som Hr. Brownlow havde anvist, blev Monks staaende. Hans to haandfaste Følgesvende saa' spørgende hen paa den gamle Herre, som om de ventede nærmere Ordre.
»Ja han véd jo Besked!« sagde Brownlow. »Hvis han vægrer sig eller bare saa meget som rører en Finger, saa tager De ham med hen paa Politistationen og melder ham paa mit Ansvar som Tyveknægt og Bedrager.... Bestem Dem nu!« tilføjede han, da Monks stadig nølede. »Vil De have Sagen ordnet i Mindelighed, saa kom ind og sæt Dem paa den Stol dèr, den har staaet og ventet paa Dem i hele to Dage. Hvis
