234
CHARLES DICKENS
ikke, saa sandt hjælpe mig Gud! saa er De i samme Nu i Politiets Vold, og hvad Straf, De da vil komme til at lide, vil i al Fald jeg helst lade være at tænke paa!»
Monks trak paa Skuldrene og gik ind og satte sig paa Stolen. »Det er saamænd en nydelig Opførsel, af min Faders bedste Ven!« sagde han, og tog Hat og Kappe af.
Brownlow havde givet Ordre til at lukke Døren og til først at komme, naar han ringede. »Ja,« svarede han saa, »det er netop, fordi jeg er Deres Faders ældste Ven, at jeg gerne vil skaane Dem, Edward Leeford! Det er, fordi Haab og Ønsker fra min Ungdom knytter sig til ham og til hans skønne Søster, der saa tidligt vendte tilbage til sin Gud og efterlod mig hernede ene og forladt; det er, fordi Deres Fader, dengang endnu en Dreng, knælte sammen med mig ved hendes Dødsleje hin Morgen, som (hvis Himlen ikke havde bestemt det anderledes) skulde have gjort hende til min Hustru; det er, fordi jeg hang ved ham, at jeg, trods alt, vil søge at frelse hans Søn!«
»Ja det lyder jo meget kønt,« sagde Monks efter en lang Pavse, hvor han havde siddet og gynget paa Stolen »Men hvad vil De mig?«
»De har en Broder,« begyndte Brownlow — —
»Jeg er eneste Barn,« afbrød Monks ham. »Det véd De jo ligesaa godt som jeg.«
»Jeg véd,» fortsatte Brownlow roligt, »at De er eneste Barn af det usalige Ægteskab, som den modbydeligste Familiestolthed tvang Deres Fader til at indgaa som purt ungt Menneske. Og jeg véd, hvor elendigt det Ægteskab blev, hvordan Kulde og Ligegyldighed afløstes af Had, Væmmelse, Fornærmelser, indtil Ægtefolkene endelig skiltes og søgte hver for sig at glemme, i nye Omgivelser. For Deres Moder lykkedes det: ovre paa Fastlandet gik hun hurtigt op i en Sværm af letfærdige Adspredelser. Men Deres Fader, som dog var ti Aar yngre end hun, led længe. Det varede længe, før han fandt Trøst, — men De véd, at han fandt den!«
Monks tog Øjnene til sig. »Nej!« sagde han kort.
»De véd det. Det er nu en 15 Aar siden, — De var den Gang kun 11 Aar, og Deres Fader var kun 31 endnu. Saa var det, han stiftede Bekendtskab med en forhenværende Søofficer, hvis Kone var død et halvt Aars Tid i Forvejen. Der var to Døtre: den ene en nydelig nittenaarig Pige, den anden et Barn paa en to-tre Aar.«
»Ja hvad kommer det mig ved?« spurgte Monks.
Hr. Brownlow overhørte Afbrydelsen. »Den gamle Søofficer og Deres Fader var blevet Naboer. Bekendtskab blev til fortrolig Omgang og til Venskab. Deres Fader var et benaadet Menneske, han lignede sin Søster i baade Sjæl og Ansigt. Den gamle Søofficer fik ham inderligt kær. Give Gud, at det var blevet dèrved! men Datteren gjorde lige saadan. Inden Aaret var ude, var Deres Fader knyttet til hende ved de helligste Baand: han var blevet en uerfaren ung Piges første og eneste og brændende Kærlighed!«
