47
OLIVER TWIST
Oliver tog med den ene Haand under Bunden af Lommen, saadan som han havde set Rævetampen gøre, og trak Lommetørklædet ud med den anden Haand.
»Er det væk?« udbrød Jøden.
»Her er det, Hr —,« svarede Oliver og rakte ham det.
»Men du er jo en flink Gut, min Dreng«, sagde den spøgefulde gamle Herre og klappede ham paa Hovedet. »Jeg synes aldrig, jeg har truffet saa lærenem en lille Fyr. Der har du en Krone. Bliv saadan ved, saa bliver du en stor Mand engang. Men kom nu her, saa skal jeg lære dig at pille Navne ud af Lommetørklæder!«
Oliver begreb ikke, hvordan han kunde blive en stor Mand ved for Spøg at tage noget ud af den gamle Herres Lommer. Men Jøden var jo saa meget ældre, saa han maatte vel vide det bedre… Og Oliver satte sig rolig hen til Bordet og gik snart helt op i sit ny Arbejde.
10.
Oliver faar dyrekøbt Erfaring.
En hel Del Dage blev Oliver paa Jødens Værelse beskæftiget med at pille Navne ud af Lommetørklæder (hvoraf der blev bragt en Mængde). Undertiden deltog han ogsaa i den ovenfor omtalte Leg, som Jøden og de to unge Fyre legede hver eneste Formiddag. Men tilsidst begyndte han at længes efter frisk Luft, og atter og atter bad han indtrængende Jøden, om han dog ikke maatte faa Lov at gaa paa Arbejde sammen med sine to Kammerater. Han var blevet en Del angst over sin Uvirksomhed, efter at han havde set, hvor strengt moralsk Jøden tog Livet. Hver eneste Gang Rævetampen eller Charley kom tomhændet hjem, udtalte den gamle Herre sig hidsigt om Dovenskabens og Dagdriveriets Usselhed og indprentede dem Nødvendigheden af et arbejdsomt Liv ved at skikke dem til Sengs uden Aftensmad. Ja, én Gang havde han endog sparket dem ned ad Trappen!
Endelig en Morgen fik saa Oliver den ønskede Tilladelse. Der havde i en to, tre Dage slet ingen Lømmetørklæder været at gøre i Stand, og Middagsmaden var falden temmelig tynd ud. Maaske det var Grunden til, at den gamle Herre nu gav Lov. I alt Fald sagde han til Oliver, at han kunde gerne gaa, og stillede han under Charleys og Rævetampens Opsigt.
De tre drev saa af: Rævetampen som sædvanlig med opsmøgende Frakkeærmer og Hatten paa tre Haar; unge Hr. Bates med Hænderne dybt begravede i Lommerne; og Oliver midt imellem dem, yderst spændt paa at se, hvor man skulde hen, og hvad for et Slags Arbejde han først vilde blive sat til at lære.
De slentrede afsted, saa dvask og ligegyldig, at Oliver næsten begyndte at tænke, at Kammeraterne havde vist i Sinde at snyde den gamle Herre ved slet ikke at gaa paa Arbejde. Rævetampen røbede en
