52
CHARLES DICKENS
ved Tindingerne og i Nakken. Ansigtet var plumpt og stærkt blussende. Dersom han virkelig ikke havde for Skik at drikke mer, end han havde godt af, burde han have anlagt Injurie-Søgsmaal mod sit Ansigt: han vilde have faaet det idømt en klækkelig Skades-Erstatning.
Den gamle Herre bukkede ærbødigt og traadte hen foran Assistenten og rakte sit Kort: »Her er mit Navn og min Adresse,« sagde han. Derpaa bukkede han igen og traadte tilbage og ventede paa at blive forhørt.
Men nu traf det sig saaledes, at Hr. Assistenten netop sad og læste en Artikel i en af Morgenaviserne, som angreb hans Embedsførelse og for tre hundrede og halvtredssindstyvende Gang henledte Politidirektørens ganske særlige Opmærksomhed paa ham. Han var følgelig rasende og gloede arrigt op. »Hvem er De?« spurgte han.
Den gamle Herre pegede lidt forbavset paa sit Kort.
»Betjent!« sagde Hr. Fang og smed hidsigt baade Avisen og Kortet til Side. »Hvad er den Fyr anklaget for?«
»Han er ikke anklaget, Hr. Assistent,« svarede Betjenten; »han møder imod Drengen, Hr. Assistent.«
Det vidste Hr. Assistenten meget vel, han ønskede blot at tillade sig et farefrit Drilleri. »Møder han imod Drengen?« spurgte han og maalte fra Top til Taa den gamle Herre (hvis Navn viste sig at være Brownlow). »Naa — hvad er saa da Drengen anklaget for?«
»Jeg stod udenfor en Boghandlerbutik — —,« begyndte Hr Brovnlow.
»Hold Mund!« afbrød Hr. Fang ham. — Betjent! — svar, for Fanden! Hvordan gik det til?«
Betjenten meldte i sømmelig Ydmyghed, at han havde anholdt og undersøgt Drengen, men ikke fundet noget paa hans Person. Mere vidste han ikke.
»Er der Vidner?« spurgte Hr. Fang.
»Nej, Hr. Assistent.«
Hr. Fang tav et Par Minuter, og vendte sig saa med et Ryk om mod den gamle Herre og buste ud; »Naa De dèr! kan de saa komme frem med Deres Klage mod Drengen?! Dersom De bliver staaende længer og maaber, saa skal jeg den —.«
Hvad det var Hr. Fang skulde, og ved hvem han skulde det, fik ingen at vide. Thi den tilstedeværende Overbetjent kom i det samme, naturligvis rent tilfældigt til at hoste saa højt, at Ordene gik tabt.
Efter mange Afbrydelser og Fornærmelser fik Hr. Brownlow endelig fremsat Sagen. Han bemærkede, at han i Øjeblikkets Overraskelse var rendt efter Drengen, fordi han saa' Drengen rende, men at muligvis Drengen slet ikke var Tyven. I alt Fald vilde han bede Hr. Assistenten tage det hele saa skaansomt som muligt. »Staklen er kommet slemt af Sted,« sluttede Hr. Brownlow og saa' hen ad Baasen til. »Jeg er næsten bange for, han er rigtig syg.«
»Syg?! ja vist, den kender vi!« vrængede Hr. Fang. — »Naa, du
